0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvad Grosbøll egentlig forkyndte

Grosbølls prædikener igennem det sidste halvår er udkommet på bog.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Nogen måtte have bagtalt Thorkild G., thi uden at han vidste af at have gjort noget ondt, blev han en morgen suspenderet.

Der kom i hans tilfælde ikke en anonym mand forbi og lod ham vide det; i stedet modtog han en e-mail fra sin nærmeste overordnede, der kort og godt meddelte, at han var »fritaget« fra sit arbejde. Begrundelsen stod at læse i en vedhæftet pressemeddelelse. På denne kafkaske måde blev 'processen' mod Taarbækpræsten Thorkild Grosbøll genoptaget for halvanden uge siden.

Sat fra bestillingen
Skridtet blev taget omtrent et år efter, at Grosbøll første gang trådte frem i medierne med sin lidt alternative trosbekendelse, der gav afkald på den skabende og indgribende Gud samt opstandelsen og det evige liv, men til gengæld holdt fast ved det guddommelige og ved, at kristendommen har konsekvenser for forståelsen af det jordiske liv.

Dengang fik han en tænkepause, så blev han suspenderet og endelig tilladt at prædike igen under skærpet opsyn af biskoppen over Helsingør Stift, Lise-Lotte Rebel, der nu alligevel har mistet tålmodigheden og sat ham fra bestillingen.

Hvor sidste års agurketid gik med at finde ud af, hvad Grosbøll egentlig troede - og ikke troede - på, ser det i år ud til, at sommerføljetonen bliver et forsøg på at opklare, hvad grundlaget egentlig er for biskoppens suspendering af ham: Hvad er han helt præcis anklaget for?

Det kunne godt gå hen at blive mere interessant, eftersom det nærmest ikke kan undgå at komme til at handle om selve det bekendelsesgrundlag for folkekirken, som Grosbøll menes at have forbrudt sig imod.

Man kan da ikke have en mand ansat til at forkynde evangeliet, der ikke tror på det, lyder kritikernes dom. De kan nu, ligesom os andre, få indblik i, hvordan den dogmatisk ukorrekte præst faktisk udfører sit arbejde.

Hastesag fra forlaget
Forlaget Anis har nemlig med perfekt timing fremlagt en række vigtige akter i sagen: de prædikener, som Grosbøll har holdt i Taarbæk Kirke, fra han vendte tilbage i slutningen af november sidste år og frem til påskedag i år.

Det er højaktuel teologi og også en hastesag for forlaget, fornemmer man på den fraværende korrekturlæsning af bogen, der er sprængfyldt af slå- og stavefejl.

Samlingen 'Til sagen' består af prædikener, der er skrevet under censurlignende forhold og for fleres vedkommende fremført - må man formode - med den tilsynsførende biskop som tilhører. Sådan læser man dem også.

Der er selvfølgelig ét spørgsmål, der trænger sig på under læsningen: Siger Grosbøll noget kontroversielt? Nej, ikke så vidt jeg kan vurdere. Et par gange undervejs henviser han til »sommerens ballade«, men uden at føje noget væsentligt nyt til diskussionen. De få tilløb til teologisk dristighed, som findes i samlingen, skyldes andre ophavsmænd end forfatteren.


Luther citat
»Vi ser bort fra Gud«, lyder det for eksempel indledningsvis i en prædiken, der fortsætter: »og sætter formidleren i hans sted ... vi ved ikke om nogen anden Gud end ham, som er blevet kød og menneske«. Det lyder ikke helt ufarligt, læst i lyset af »sommerens ballade«, og hvis man ikke vil Grosbøll det godt, kan man gnide sig i hænderne her. Men kun indtil man opdager, at det er et citat af selveste Luther.

»Gud er Jesus. Uden for Jesus findes kun vore gudsidéer, som alle er produkter af afgudsdyrkelsen«, forlyder det i en senere prædiken. Denne gang er det Regin Prenter, Grosbølls gamle dogmatikprofessor, der har leveret skytset og givet endnu et eksempel på, at kirkens og teologiens egne autoriteter i tidens løb også har udtalt sig forholdsvis uortodokst om Gud.

På den måde viser Grosbølls prædikensamling enkelte steder, hvordan man kan tale magten imod, selv når man har fået mundkurv på. Men det er langtfra det, der udgør hovedsagen.

Ud fra prædikenerne får man snarere et indtryk af en præst, der gør en stor og selvstændig indsats for at forbinde evangelierne med den nutid, hans sognebørn lever i.

Udgangspunktet er de begivenheder, små og store, der ligger folk på sinde. Når Grosbøll prædiker om søndagen, tager han bestik af dagligdagen, som er et af hans tilbagevendende udtryk. I den forstand udfylder han sin rolle som forkynder af kristendommen på eksemplarisk vis.

Det er godt nok ikke altid let at følge med i de tankespring og halvdunkle personlige associationer, som finder sted i prædikenerne, men de hører vel egentlig mere til genren end til Grosbølls måde at bruge den på. Det samme gælder de små platheder undervejs, der altid vil ligge lige om hjørnet, når det højstemte og uhøjtidelige skal blande blod.

Formastelige prædiken
Et genkommende emne er afstanden mellem verden og sproget, som vi er »fanget i« på godt og ondt. Det er den sprække, som moderne teologer plejer at invitere deres tilhørere med hen til, men kun for at fylde den helt op til randen med metafysik. Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man prædike, synes at være en grundsætning i nyere homiletik, og den holder også Grosbøll sig til.

Ikke desto mindre interesserer han sig også indgående for den distance mellem ordene og sandheden, der gør sig gældende i den politiske verden. Som for eksempel, når alverdens ledere udtrykker sorg over tabet af en brutal diktator, som det skete for nylig, da Aserbajdsjans præsident Hejdar Alijev døde. Denne sproglige demoralisering giver stof til eftertanke i Grosbølls prædiken.

Det var vel dette spor, Grosbøll var inde på i den formastelige prædiken, som han holdt 5. søndag efter påske, hvori han sagde noget i retning af, at Gud var gået af og havde overladt tronen til sin søn, Jesus.

Det var den, der faldt Rebel for brystet og fungerer som belæg for at suspendere ham i den famøse pressemeddelelse. Den er desværre ikke nået at komme med i samlingen. Udgangspunktet i denne prædiken var den stigende tendens, langs både ondskabens og godhedens akse, til at bruge Guds navn til retfærdiggørelse af gustne politiske formål.

I modsætning til andre kristne og genkristnede intellektuelle ser Grosbøll ikke heri nogen anledning til at klappe i hænderne over religionens comeback i det politiske rum. Snarere giver det anledning til bekymring over, at religionen er vendt tilbage som fanatisme. Ved den lejlighed understregede Grosbøll, at »der i alt fald er én grund til at opretholde kirken, og det er i al sin enkelhed at forhindre mennesker i at sætte sig i Guds stol«.

Grosbøll hører til i en liberal teologisk tradition, der blandt sine fyrtårne tæller F.D.E. Schleiermacher og Paul Tillich, som har villet, at den kristne teologi skal indgå i et dialogisk forhold med den kultur, som den befinder sig i. Vi »skal ikke i misforstået pietetsfølelse efterplapre fortiden«, erklærer Grosbøll, der »ikke vil leve med gudelig gaffatape for munden«. Det kommer hans kolleger nu til, hvis udfaldet af hele sagen bliver en fyring.

Grosbøll får folk i tale
Det er ikke just den liberale tradition, der i disse år tegner folkekirken i offentligheden. Højtprofilerede antiliberale præster med et meget selektivt næstekærlighedsbegreb er ikke en mangelvare. Det er derimod præster som Grosbøll, for hvem det faktisk lykkes at få helt andre grupper i tale end den faste kerne af kirkegængere, der fortsat bliver mindre.

Hælder man ham ud, kan det fortolkes som et vigtigt signal om, hvor folkekirken er på vej hen. Det kunne give mange anledning til at udføre et trostjek på sig selv for at finde ud af, om de mon kan tilslutte sig hele det bekendelsesgrundlag - den apostolske, nikænske, athanasianske trosbekendelse samt den augsburgske bekendelse og Luthers lille katekismus - der nu tilsyneladende skal strammes op i f