0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Som vi vil have dig

To bøger om socialt arbejde dengang og nu giver kuldegys og vigtig viden.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvad er de bærende ideer bag socialt arbejde i den danske velfærdsstat?

Hvordan bliver man mødt, hvis man kommer i kontakt med det sociale system i Danmark?

Som sociologen Kaspar Villadsen redegør aldeles overbevisende for i 'Det sociale arbejdes genealogi', er socialt arbejde langtfra nogen statisk størrelse.

Normalitet og afvigelse
Forståelsen af mennesket, opfattelsen af, hvad der er kernen i sociale problemer og ikke mindst, hvordan man bedst håndterer sociale problemer, har undergået betydelige forandringer inden for de seneste århundreder.

Og som Villadsen siger, er der klare tegn på, at det sociale arbejde i disse år »reaktiverer elementer fra historiske praksisser, der set med nutidens øjne må betragtes som uoplyste, forældede, uvidenskabelige eller moraliserende«.

Hjælp til mennesker, som på forskellig vis har vanskeligt ved at klare sig selv, bygger altid på en række forestillinger om normalitet og afvigelse og hvad der kræves af et velfungerende medlem af samfundet.

I yderste nødstilfælde
De forestillinger om menneskets natur og hvordan man bedst hjælper mennesker i nød, som er dominerende på et givent tidspunkt, vil have en tendens til at fremstå helt 'naturlige' og som de eneste rigtige og mulige forestillinger.

Men når Villadsen ved hjælp af den franske idehistoriker Michel Foucaults genealogiske metode beskriver, hvordan disse forestillinger til stadighed har forandret sig op igennem historien, så undergraves de aktuelt herskende forestillingers autoritet og status som 'helt naturlige'. Det afsløres, hvordan det sociale arbejde bygger på en række moralsk og politisk funderede forestillinger om menneskets natur.

I 1700-tallet er det primære mål for det sociale arbejde at inddæmme de fattige og sikre, at de alle 'arbejder og formerer sig', om nødvendigt med tvang.

Fra begyndelsen af 1800-tallet ses en begyndende modstand imod disse noget instrumentelle tvangsforanstaltninger og målet med det sociale arbejde forskydes i retning af at skabe ansvarlige og uafhængige mennesker, der 'kun beder om hjælp i alleryderste nødstilfælde'.

Arv og miljø
Villadsens undersøgelse bliver for alvor interessant, da han når frem til at beskrive grundlaget for den moderne velfærdsstats sociale arbejde.

Efter man i en kort periode i 1960'erne betragter sociale problemer som produkter af både den enkelte klients historie og samfundsmæssige ubalancer, hvor man som en del af det sociale arbejde forsøgte at bevidstgøre den enkelte klient om de samfundsmæssige årsager til fattigdom og social udstødelse, så sker der i 1990'erne et betydeligt skred i det sociale arbejde.

Man begynder at se den sociale klient som et selvstændigt, rationelt og autonomt individ, der rummer en 'positiv' og ressourcestærk kerne - en kerne som eventuelt er blevet blokeret i sin udfoldelse.

Sociale problemer bliver atter individualiseret, ligesom man for alvor begynder at tale om psykologiske årsager til sociale problemer, imens sociale problemers samfundsmæssige rødder overses. Villadsen argumenterer ganske overbevisende for, at man i 1990'erne har genopdaget vigtige elementer fra 1800-tallets filantropiske arbejde.

Befamling af følelseslivet
Han peger på fire væsentlige fællestræk: At man skal møde det enkelte menneske, 'som det er', at det sociale arbejdes bærende princip må være en bestræbelse på at yde hjælp til selvhjælp, at klienters behov for hjælp må rangordnes efter den enkelte klients parathed til at tilpasse sig behandlingssystemets iboende logik og endelig en helt grundlæggende forestilling om, at fattigdom i første række er åndelig - ikke materiel.

Sidstnævnte har vidtrækkende konsekvenser, fordi det betyder, at klientens forståelse af - og forhold til - sig selv kommer i centrum for det sociale arbejde. Målet bliver at ændre klientens opfattelse af sig selv og sin situation og 'geninstallere en lønmodtagertankegang' i den enkelte sociale klient.

Hvordan dette konkret foregår, beskrives i Nanna Mik-Meyers spændende mikrosociologiske analyse af dagligdagen ved to unavngivne revalideringscentre i Danmark, hvor den sociale klient er 'Dømt til personlig udvikling'.

Disse revalideringscentres erklærede opgave er at arbejdsprøve sociale klienter. I praksis er det primære mål at få placeret den enkelte klient i en af det sociale systems noget unuancerede problemkategorier - en kategorisering der er nødvendig for at kunne igangsætte forskellige former for (be)handling.

Som Mik-Meyer ganske fint beskriver, sker dette ved, at man forsøger at nå 'ind til kernen i klienten' og få fat i klientens følelser og forhold til sig selv. Hvis klienten gør modstand imod en sådan befamling af sit følelsesliv, ses dette som et tegn på manglende samarbejdsvilje og fastlåsthed - en problemkategori der kan betyde, at klienten får vanskeligheder med at få den nødvendige hjælp i det øvrige sociale system.

Både selvstændig og hjælpeløs
Hvor den typiske klient fokuserer på ydre faktorer og fysiske problemer som årsager til sine vanskeligheder, da fokuserer socialarbejderen i langt højere grad på indre og psykologiske faktorer. Dette kan give anledning til ganske forskelligartede forestillinger om, hvad der skal foregå i et revalideringsforløb og hvad der kræves for at løse klientens vanskeligheder.

Omdrejningspunktet for det sociale arbejde, som det beskrives i Mik-Meyers analyse, er at påtvinge klienten en bestemt - behandlingssystemets - forståelse af sig selv og sine vanskeligheder. Og hvis klienten skulle gøre for meget modstand imod systemets 'tilbud', så ses dette i sig selv som et udtryk for, at klienten har behov for det selv samme tilbud.

Som et led i revalideringen bliver klienten bedt om at beskrive sig selv og sine styrker. Det er rystende læsning, at personalets ros og engagement i denne - angiveligt vigtige - opgave mest af alt ligner 'forældres ros og engagerede lytten til et barn'. Hertil beskrives personalets samtale om klienterne som en sammenblanding 'af faglige vurderinger, løse fornemmelser, intuition og latterliggørelse'.

På den ene side defineres den sociale klient som et autonomt individ med ressourcer - på den anden side er der en betydelig risiko for, at man i det sociale system bliver behandlet som et hjælpeløst barn.

Personlig afklaring
Som Villadsen beskriver, forventes det, at den sociale klient redegør for sine visioner og træffer selvstændige valg. Men det er imidlertid ikke et hvilket som helst valg, der kan accepteres som et selvstændigt og ansvarligt valg.

Den såkaldt 'personlige afklaring' fanger klienten i en fælde, hvor man på den ene side defineres som et suverænt individ, der selv må bære - og aldrig må fratages - ansvaret for sit liv. På den anden side forventes det, at man træffer nogle ganske bestemte valg - ellers fungerer man ikke som et autonomt og ansvarligt individ, og systemet må gribe ind.

Selv om man visse steder får indtryk af, at forfatterne til de to bøger ikke helt har blik for nogle af de store vanskeligheder, der kan være forbundet med at arbejde med svært belastede klienter, så peger de på en række overordentlig vigtige problemer i hele grundlaget for forståelsen af - og arbejdet med - mennesker med psykiske og sociale problemer, som rækker langt ud over det sociale system og ind i bl.a. psykiatrien.