Hvad taler vi om, når vi taler om tilgivelse? Så simpelt er det store spørgsmål, som den norske forfatter Paul Leer-Salvesen vover at stille i fagbogen 'Tilgivelse', der er udkommet i dansk oversættelse. Den er usædvanlig vellykket og er det ikke mindst, fordi den er skrevet med fuld bevidsthed om opgavens uoverkommelighed. Uudtømmeligt emne Skyld og tilgivelse er så store og omsiggribende størrelser, at intet fag kan omslutte dem, og ingen afhandling kan udtømme dem. Det er ikke fænomener, som man kan tale om som uinteresseret iagttager eller bedrevidende ekspert. Hvad gør man i stedet? Forstå frem for at forkynde Man lytter, og man tolker. Det er hvad, Leer-Salvesen har valgt at gøre i 'Tilgivelse', der nærmer sig både sit emne og sin læser med respekt. Forfatteren er uddannet teolog og professor i teologi og etik i Kristiansand, men han er langt mere interesseret i at forstå end i at forkynde. Derfor lytter han igennem mange af bogens sider opmærksomt efter, hvad andre siger, når de taler om skyld og tilgivelse. Ud fra blandt andet interview med drabsdømte og breve fra børn undersøger han, hvilken rolle disse to ord spiller i måderne, som vi tænker og taler og handler på. I bogen yder deres stemmer lige så vigtige bidrag som berømte filosoffers og forfatteres ord. »Den drabsdømte, K.E. Løgstrup, en dreng i 4. klasse, Emmanuel Levinas, Simone Weil, Paulus, en voldsramt kvinde og en præst tumler nemlig med det samme spørgsmål«, konstaterer han. Tung teologisk last Tilgivelse er noget, der foregår mellem mennesker, men hvordan det sker, og under hvilke forudsætninger, er et par af de spørgsmål, som Leer-Salvesens overvejelser angår. Hvem kan tilgive? Hvad kan tilgives? Hvilke former antager tilgivelsen? Hvilke grunde er der til at tilgive? Det bliver man klogere på undervejs i undersøgelsen, der bevæger sig smidigt mellem mange fag - filosofi, teologi, psykologi og kriminologi - i bestræbelsen på at stille tilgivelsens kompleksitet frem. Man bliver også klogere på spørgsmålet om, hvorfor det i det hele taget er påkrævet at tale om 'skyld' og 'tilgivelse', når nu ordene bærer på så tung en last af teologisk betydning. Vis og vedkommende Ville det ikke være lettere og lyde mere nutidigt, hvis man i stedet talte om 'konfliktløsning' for eksempel? Hertil svarer Leer-Salvesen, at der findes situationer, hvor gerningsmand og offer optræder i ren og ublandet form, det vil sige som enten hundrede procent skyldige eller uskyldige. I disse situationer, hvor der ingen gensidighed er, giver det ikke mening at tale om tilgivelse, som om det var en forhandling. Et andet argument er den hyppighed, som begrebet 'skyld' optræder med i hverdagens sprog og sædvane. For forestillingen om skyld må, påpeger Leer-Salvesen, indebære muligheden for tilgivelse, hvis det skal give mening. Det skal det i 'Tilgivelse', og det gør det i udstrakt grad. Bogen er skrevet forbilledligt klart, næsten som om forfatteren talte med en ven om en vigtig sag, der kræver opmærksomhed. Det fortjener bogen også, for den er både vis og vedkommende.