Syv års rejse og et langt livs længsel. Sådan formede sig de toogfirs år og seks uger, som Carsten Niebuhr tilbragte her på kloden. Ekspeditionen til Det Lykkelige Arabien i årene 1761 til 1767 fik varig betydning for mødet mellem Aftenlandet og Morgenlandet. I hans eget liv blev det fikspunktet, som alt andet stod i forhold til. For han kom aldrig ud at rejse igen, denne den måske dygtigste af danske opdagelsesrejsende nogensinde. Ånden lever Når Irak nu er på alles læber og på alle avisers forsider, så er det værd at huske Niebuhr, som i 1765 berejste og beskrev landet på en måde, som ingen europæer nogen sinde før havde gjort. Og når danske imamer og andre muslimer i næste måned skal mødes med integrationsminister Bertel Haarder på Carsten Niebuhr Instituttet ved Københavns Universitet, så er ånden fra Arabia Felix-ekspeditionens eneste overlevende med på konferencen. Hvem var han, denne Niebuhr? Nøgternt blik på faderen Thorkild Hansen gav et fascinerende svar på spørgsmålet i sin roman om 'Det lykkelige Arabien'. Niebuhr selv har i sin omfattende 'Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande' givet et ikke mindre fascinerende svar; første del af denne 'Reisebeschreibung' (Niebuhr var hannoveraner og dermed tysksproget) udkom forrige år i dansk oversættelse og blev en mageløs bestseller; næste uge udkommer bind to - som vi i morgen bringer uddrag af i Kultursektionen og senere anmelder. Men der gives et tredje og nok så foruroligende svar på, hvem Carsten Niebuhr i grunden var. Dette svar findes i en lille biografi, som han søn Barthold Georg Niebuhr skrev kort efter faderens død i 1815. Niebuhr fils blev en fremtrædende diplomat og historiker i dansk og preussisk tjeneste. Hans blik på faderen er ikke kun kærligt og beundrende, det er også klart og nøgternt - vi har at gøre med oplysningsmænd. Bogen er netop udkommet på dansk på samme forlag, Vandkunsten, som også udgiver rejsebeskrivelsen. Familiemenneske Carsten Niebuhr var landmåler. Hele hans karriere og dermed dansk udforskning af Orienten udsprang af, at der engang var en strid om jord på hans nordtyske hjemegn, hvor han var født som søn af en velstående bonde. Da ingen på egnen var i stand til at udføre pålidelige landmålinger, begyndte han at lære sig dette fag - og som et af oplysningstidens ægte encyklopædiske eventyr førte landmåleriet til astronomien, astronomien til filologien, filologien til Arabien. Niebuhr rejste ud, og han rejste hjem. Kort af langt: han tilbragte fra 1777 hele resten af sin tilværelse som ydmyg landskriver i Ditmarsken. Som sønnen skriver: »Hans embedsforretninger, der for størstedelens vedkommende kun bestod i at inddrive skatter og føre regnskab, var i sandhed ikke opmuntrende«. Denne mand, som til fulde beherskede arabernes sprog, endda i mange forskellige dialekter, denne orientaler, som »nærede en landsmands følelser over for morgenlændingene«, og som var opfyldt af »en længsel tilbage til morgenlændingenes alvorlige stilhed«, han levede sit landmålerliv fjernt fra alfarvej med kone og børn, som han hver aften sad med »på knæet og fortalte historier om verdensaltet og Orienten i stedet for eventyr«. International berømmelse De udfordringer, Niebuhr mødte som privat- og embedsmand, var måske større end dem, han havde mødt selv i de værste ørkener og livsfarer. Han var med andre ord en typisk dansk mand. Også af udseende, for resten: »Indtil han blev fyrre, var han mager, derefter blev han undersætsig og korpulent«. Men hen ad vejen kom dog også anerkendelsen og den internationale berømmelse, ja, han blev valgt ind i Det Franske Nationalinstitut. Alt mens han målte jord og inddrev skatter og længtes. Bogens bagtæppe er oplysningstidens ideer og dramaer, Struensee i Danmark, revolutionen i Frankrig, alt i alt »en tid, der var præget af en tryg og velbehagelig tilfredshed med videnskaberne og litteraturen, og man mente i tiden, at man havde bevæget sig ind på en vej, der uopholdeligt ville lede frem til det fuldkomne«. En fjern tid. Men den lille Niebuhr-biografi bringer en af tidens mænd helt tæt på.