De fleste interviewere har ofre. Ninka har modeller. Hun ser på dem og lytter til dem med varm entusiasme, inden hun maler dem med deres egne ord. Og sine egne. De sidste har altid glans og farve, og de røber hver gang, at vi er mere på vennebesøg end i fjendeland. Smertepunkter og sandheder Det er svært at forestille sig Anne Wolden-Ræthinge, som Ninka hedder på sygesikringsbeviset, gå i dialog med en person, hun ikke finder sympatisk. Og er det ikke også et sympatisk træk? Jo, da, for når man kommer så langt med det gode, som samlingen af Ninka-interviews fra 1963 til 2001 viser, hvad skal man så med det onde? I hvert fald ikke i hendes tilfælde. Der er andre, der er gode til at vende sjæle efter andre opskrifter, hvor der indgår både malice og analyse med større psykisk afdækning til følge. Alligevel skæ'r Ninka den tæt og når både smertepunkter og sandheder om sine modeller. Folkelig monark I de 40 interview fra 38 år når bogen en samling danske mænd og kvinder (kun syv), der har sat sig spor i politik, musik, billedkunst, revy, litteratur, teater, arkitektur og - liv. Det retter op på samlingens elitære overbalance, at Ninka også er faldet for Frida Løvehjerte, mor til billedkunstnerne Herman og Ken Andre Stilling og en flot røst fra et livsdueligt proletariat, der sjældent får mæle i avisspalterne. Ellers er vi oppe og flyve med åndsfyrster og -fyrstinder. Og kongehus. Det sidste interesserer mig mindst, men at den regerende dronning er den monark i Danmarkshistorien, som folket har vidst mest om, er nok oprindeligt sket ved Ninkas mellemkomst. Det var hende, der skrev den første portrætbog om Margrethe, og den var så loyal, at den højst sandsynligt har givet dronningen mod til at springe ud over kongehusets tjørnehæk. Annelise Bistrups kommende biografi vil vise, om Margrethe har vovet sig op på timetervippen. Kærlighed kontra sandhedskærlighed Ninka har kaldt sin bog 'Kærligheden og døden'. Min sjæl, hvad vil du mer'? De to temaer bliver der sagt kloge ting om, især af Villy Sørensen, hvis samtale med Ninka efterlod et ofte benyttet citat: »Kærlighed er evnen til at leve sig ind i en anden. Moralen er viljen til det«. Døden bliver hudløst nærværende i samtalen med Richard Manz, den begavede pottemager og designer (gift med keramikeren Bodil Manz), som i sine sidste måneder af livet fortæller personligt og stærkt i den situation af fortrolighed, som det er interviewerens grundlæggende evne at skabe. Som Thorkild Hansen siger i en af bogens bedste samtaler: »Man kan ikke forklare sig uden at afsløre sig ... det kan man ikke«. Og så siger Carsten Jensen: »Kærlighed er større end sandhedskærlighed. Der er ting, man ikke skal fortælle«. Der bliver fortalt mangt og meget af en tids kloge danskere, ambassadøren og fabeldyret Eyvind Bartels, en af de mest begavede og mest udiplomatiske diplomater, vi har haft, arkitekten Henning Larsen, mild i tonefaldet som Buddha, Ritt Bjerregaard: »Jeg fortrænger de ting, jeg ikke kan gøre noget ved«, og Asger Aamund: »Det er faktisk, når det viser sig, at det er de gode, som faktisk er de onde, at man bliver ked af det«. Bevægende ærlighed Der er kolossale afstande i portrætterne fra Osvald Helmuth i 1963 til violinvirtuosen Nikolaj Znaider i 2001. Den folkelige tribunehelt Osvald foldes ud i en monolog så vild og vittig at han kunne have optrådt med den, og den forfinede Nikolaj: »Ærlighed er altid bevægende. Det vedkommer jo ikke engang os selv, hvis det ikke er ærligt«. Begge er indfanget som medrivende læsning. Styrken tager, bortset fra Osvald Helmuth og Victor Borge, til med tiden. Clara Pontoppidan og Carl Th. Dreyer, store som de var, bliver lidt tynde og fjerne, men de var jo også fra dengang, da man var Des. Ninka er bedst, når hun er dus.