0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Spræng rammerne, knus billedruderne, tøm taleboblerne

Er dén opskrift mon tilstrækkelig til at bringe os ind i 'tegneseriens nye guldalder'? Der er internationale 'Forandringstegn' på vej, lover en ny dansk bog om lyriske, surrealistiske eller satiriske billedfortællinger, der i hvert fald ikke 'bare er for børn' ...

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Kunstarter udvikler jo historisk set stadig nye udtryksformer:

Fra shamanens trommedans over munkekoret til tolvtonemusikken; fra stenalderstammens lutirgiske mesen over salmerne til modernistisk lyrik.

Fra lejrbålets myter og formelfaste sagnkreds til romanens sidste skrig; fra hulemalerierne over altertavlen til Picasso - og tegneserierne.

Selvstændig kunstart
Så det kan vel ikke overraske nogen, at mange af os mener, netop tegneserierne har de fleste af deres udviklingsmuligheder foran sig.

Lige så ung som filmen med kun godt hundrede år på bagen er tegneserien nok en hybrid, men dog en selvstændig kunstart - noget andet end bare størknet film, illustreret beretning eller fortællende billedkunst.

Genbrug og gentagelser
Ganske vist har popkunstnere som Warhol og Lichtenstein prøvet at sløre grænsen mellem serier og billedkunst.

Og ganske vist svæver en del jævnaldrende til fru Elvira Mortensen, Flavenskjold, nok stadig i den vildfarelse, at 'alt det seriehalløj bare er noget for børn'.

Og ganske vist har seriens grundlæggende billedvilkår - gentagelsen for genkendelighedens skyld - i de senere magre år også lignet et markedsvilkår med lutter genbrug af fransk-belgisk humor og amerikanske superkræfter, senest tilsat et godt skvæt japansk manga-monotoni.

Optimistisk profeti
Men nu står tegneserien alligevel i begreb med »et gnistrende, rammebrydende kvantespring« i sin udvikling, lyder det pludselig! Et spring, der omfatter alt »fra selve det tekstuelt-grafiske fortællende udtryk over bredden i emnevalget til de svært definerbare kvaliteter, der kendetegner genuin kunstnerisk vitalitet«.

Hvis man ellers tør tro en flot og gennemarbejdet ny dansk bog med det lifligt spirende navn 'Forandringstegn'.

Optimisten bag de nævnte spådomme ord hedder Matthias Wivel, nyuddannet kunsthistoriker og en af disse års bedste danske kendere af alverdens tegneserier. Tegneren T. Thorhauge er hans medredaktør, også på det gevaldigt seriøse serietidsskrift 'Rackham', og deres profetiske ny bog er en omfattende introduktion til en ny international udvikling.

Kz-ofrenes tavshed
Atten nye tegneserieskabere fra USA, Frankrig, Storbritannien og Canada præsenteres i et indledende essay og med eksempler på deres værker. Bogens hovedpart er længere interview med seks andre tegnere, der hver for sig også er fyldigere repræsenteret med illustrationer samt hver sit afsluttede tegneserieforløb.

Alene ved at sammenligne de seks udførligst præsenterede forstår man, hvorfor Wivel og Thorhauge ikke vil kalde nybruddet nogen ny »bevægelse« eller »bølge«: De rækker fra amerikanske Ben Katchors surreelle satire over vores hverdags absurditeter i den nogenlunde traditionelt tegnede og teksttunge 'Hotel & Farm' til tyske Anke Feuchtenbergers tekstløse flugt for en ukendt trussel i den billedlyriske serie 'Marts kommer på museum'.

Fra franske David B.s robust fabulerende streg og forklarende barnedrøm om 'Uhyret under sengen' til tyske Martin Tom Diecks suveræne montager af halvt opløste skitser i 'La FM'.

Fra amerikanske Jim Woodrings muntert livslystne og sirligt konturfaste ruder om den kattelignende 'Frank og sandheden om overflod' til newzealænderen Dylan Horrocks enkle og dystre holocaust-striber 'Der er ingen ord i min mund' - hvilket skal tages bogstaveligt: de mange tomme talebobler er et træffende semiotisk eksperiment med deres manende anskueliggørelse af kz-ofrenes tavshed.

Litterær tilgang
Fælles for mange af også de andre atten tegnere er, hvad Wivel og Thorhauge kalder en »litterær« tilgang til seriekunsten. I hvert fald et højt niveau for selvrefleksion og grafisk fortælleambition.

Horrocks vil f.eks. ikke nøjes med sidstnævnte ordløse serie - »det helt store blandt de mere 'artsy' tegnere for tiden« siger han. Han forestiller sig også »en tegneserie uden billeder« - og véd med karakteristisk selvironi udmærket, at den allerede findes:

»En roman ... eller et digt ... De har store forretninger, der udelukkende sælger sådan noget - tusinder af de her tegneserier uden billeder! Helt vildt ...!«. 38-årige Horrocks har til gengæld selv i et tidligere værk indrettet et fyrtårn som bibliotek - med lutter tegneserier på hylderne.

Paul Auster som tegneserie
Konsekvensmageriet er også et af 52-årige Ben Katchors greb for at give vor samtid det lille vred, der tydeliggør dens selvdestruktive grådighed og forfængelighed. Med elegant brug af gråtoner og i let streg, et sted mellem Jules Feiffers fine præcision og tegnefilmmageren Bill Plymptons grove skitser, fortæller Katchor her om efterspurgte unødvendighedsartikler som 'kadaver-pæren' med den appetitlige røde skal, der giver mennesker tyndskid og mavekrampe, rotter øjeblikkelig død.

Pære-versionen er udviklet til dekorationsformål, men »hvad vores kunder gør med den, er deres egen sag«. Katchor er især kendt for kortlægninger af storbyen i de 'grafiske romaner' om ejendomsfotografen 'Julius Knipl' og 'The Jew of New York'.

Kendt, ja, for tegnere som Katchor og Woodring er næppe helt nye for de mange danske læsere af amerikanske serier fra miljøet omkring 'RAW Magazine', der i pocketbogsformat og med den Pulitzer-prisbelønnede 'Maus'-tegner Art Spiegelmann som fløjfigur begyndte at præsentere hele dette nybrud for en halv snes år siden - også med striber af Charles Burns og Debbie Drechsler.

En anden af de atten nævnte, David Mazzuchelli, præsenterede vi allerede i 1996 her i avisen for hans minimalistiske serieversion af Austers roman 'By af glas'.

Viljen til fornyelse
Politisk debatterende serier blandt de indledende atten, som malteseren Joe Saccos om Palæstina og Bosnien eller iranske Marjane Satrapis 'Persepolis' (fast serie i det franske dagblad Libération sidste sommer), har også været omtalt her og i andre danske medier.

Ja, danske tegnere som Teddy Kristiansen, Ole Comoll og Peter Kielland Brandt kan endda med føje opfattes som lige så forskellige deltagere i selv samme nybrud, fulgt af yngre navne som Søren Mosdal, Jan Solheim og Simon Bukhave.

Viften af eksperimenter hos de 24 præsenterede udenlandske kunstnere rækker fra den næsten-konventionelle serie ud over kunstartens grænser til grafiske billedrækker med kun rudimentært seriepræg.

Fælles for dem er måske til syvende og sidst kun viljen til fornyelse af både udtryk og motivverden, ofte i forlængelse af lidt ældre pionerer som Spiegelmann eller franskmanden Baudouin m.fl. For nu slet ikke at tale om gamle geniale George Herriman, der med striben 'Krazy Kat' foregreb de fleste af eksperimenterne - allerede i 1913.

Vanetænkning væltes
Et opbrud i mange retninger altså, som måske snarere ligner andre kunstarters tilsvarende udvikling af intellektuelt krævende og æstetisk raffineret avantgardekunst, altså en 'smal' eller 'finkulturel' spydspids eller nicheproduktion.

Eller med Thorhauges ord i det tegnede åbnings-'essay': »De nye tegneserier fordrer et anderledes - ofte større - engagement af læseren end normalt. Invester imødekommenhed, nysgerrighed og åbenhed - og bliv belønnet«. Ja tak!

Den nye bog vælter i hvert fald al vanetænkning om, hvad tegneserier er, og åbner for helt nye perspektiver, ikke mindst inspireret af tegneserieteoretikeren Scott McClouds begavede og umådeligt indflydelsesrige analysegennembrud med bogen 'Understanding Comics' fra 1993 (dansk udg. 1995).

Men derfor kan man altså godt diskutere bogens påstand om, at udviklingen er »gået ganske uden om Danmark«. Og hvor gerne man end ville tro på det dér »kvantespring« og indvarslingen af »tegneseriens nye guldalder« (!), må man også frygte, at dét er at tage tonen lovlig højt.

Ny udgivelsesenergi
Fra fornyelse til kvantespring, fra avantgarde til guldalder kommer vi næppe herhjemme uden nok så kontante udviklinger af de lokale forårstegn - men dem kan vi jo faktisk også konstatere i de seneste måneder:

Såsom en vellykket dansk tegneseriefestival for første gang i ti år, en mærkbar ny udgivelsesenergi hos de 'store gamle' serieforlag, i uvant konkurrence med en stribe ny danske udgivere med både under- og overgrund, avantgarde og nyklassikere på repertoiret.

Alt sammen tegner det til forandring - så måske mangler vi bare et stort, vågent, interesseret og kritisk publikum.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu