Sidste år er længe siden', lød titlen på en ungdomsroman fra 1970'erne. Ud fra den tidsregning må Anden Verdenskrig nærmest være oldtiden. Og sådan kan det også føles, når man kaster et blik på de 900 sort-hvide fotografier, som er samlet i David Boyles tonstunge værk med billeder fra alle tænkelige og indimellem utænkelige afkroge af den vældige krig, der kostede mere end 30 millioner mennesker livet. Blot seks årtier siden Men det kræver ikke den store historiske eksamen at forstå, at de tusindvis af mennesker, døde som levende, der passerer revy over de farveløse sider, ikke stammer fra så vældig fjern en fortid endda. Det er blot seks årtier siden, at fotografer - amatører og professionelle, dokumentarister og propagandister - fik deres både makabre og rørende motiver i kassen. Seks årtier siden, ach Mensch, det var jo dengang, farfar var ung! Medrivende billed-odyssé Og mon ikke, tænker man i sin uudgrundelige naivitet, at blodet dengang som nu var rødt, angst lugtede surt, krudtrøg sved, og et døgn varede fireogtyve timer. Jovist, det er ens forældres forældre - deres samtidige forstås - der roder i ruinerne under blitzen, rækker hænderne ud gennem kreaturvognens smalle luftsprække, kæmper desperat mod overmagten (hvem den end var) og fryser jammerligt i isvinteren uden brændsel eller lunende kaffe. Boyles' odyssé gennem knap seks år med rædsler og usikkerhed, nogle gange maskeret bag selvsikre smil og V-tegn, er stærkt medrivende, og måske i særlig grad, når man tillader sig at 'tænke med' billederne. Tekstsiden er ikke prangende, men leverer dog de nødvendige informationer om billedernes rette sammenhæng. Blodig krig i krigen Vil man gerne have et indtryk i ord af, hvordan krigen blev oplevet fra fodtusseperspektiv, er der noget at komme efter i to intense skildringer af henholdsvis slutkampene i Berlin i foråret 1945 og amerikanernes erobring af den lille japanske ø Ivo Jima i februar samme år. Den engelske militærhistoriker Tony Le Tissier har fundet frem til overvejende tyske veteraner fra det stadig mere desperate forsøg på at holde den fremrykkende og overlegne sovjetiske hær stangen. Soldaternes beretninger giver et fascinerende indblik i tankegangen hos de mænd, der kæmpede med ryggen imod en stadig mere sønderskudt mur. På det fremskredne tidspunkt i krigen synes troen på Hitler og nazismens paroler at være fordampet hos de fleste, men mange kampduelige mænd - og drenge ned til 12-års alderen - gjorde alligevel et desperat forsøg på at stoppe fjenden. En rest af den ideologiske fernis hang ved, men ellers var det truslen om standret og skrækken for at blive fanget af russerne og se sine kvindelige familiemedlemmer besudlet, der gjorde kampene i de berlinske murstensbjerge til en særlig blodig krig i krigen. Omkring 200.000 russere og ca. 30.000 tyskere mistede livet på den konto. Kalejdoskopisk fortælling Blodigt - to say the least, som det hedder i Staterne - gik det også for sig på Ivo Jima, en lille koteletlignende ø omkring 1.100 kilometer fra det japanske fastland. Det er den tidligere marineinfanterist og amatørhistoriker Richard Wheeler, der med høj patriotisk cigarføring og et mylder af detaljer beretter om det langtrukne slag, der varede fra 19. februar 1945 og en måned frem. Hoveder ruller, og indvolde vælter ud, for blot at advare de sarte. Wheeler er ingen Thykidid, og derfor får vi ikke et storladent epos om krigen og al dens væsen, men en kalejdoskopisk fortælling om endeløse træfninger i svært terræn mellem amerikanske soldater på landjorden og japanske soldater, som drog fordel af et sindrigt system af underjordiske løbegange og huler. Wheeler og hans kammerater noterede knap syv tusinde dræbte og omkring 19.000 sårede, mens godt 20.000 af deres modstandere døde. Ingen af de tre omtalte værker gør læseren meget klogere på krig som et træk ved civilisationshistorien, men de føjer nogle vigtige (om end indimellem lidt for lumre) facetter til vores viden om, hvordan mennesker reagerede under ekstreme forhold i 'farfars krig'.