Spørgsmålet om, hvordan vi arme mennesker forvalter vores enorme og måske voksende frihed, har i nyere filosofi været stillet som et akut problem, siden Leibniz spurgte: »Hvorfor er der Noget snarere end Intet?«. Det var den samme Leibniz, der kom for skade at foreslå, at når den almægtige Gud frit kunne vælge blandt mængden af alle mulige verdener og valgte vores, ja så måtte vores verden jo være den bedste af alle tænkelige alternativer. Spørgsmålet om frihed Et forslag, der hurtigt ledte Voltaire til at skrive sin besk satiriske bestseller 'Candide', i hvilken stakkels Pangloss bliver hængt til tørre som et klokkefår i en verden fyldt med forbrydelse, dumhed og vold - det blev til det såkaldte 'theodicé-problem', altså spørgsmålet om, hvordan en uendeligt god og almægtig Gud kunne bringe ondskaben ind i verden? Nu har forlaget Basilisk imidlertid fået den fremragende idé at lade oversætte til dansk filosoffen Luigi Pareysons (1918-1991) afskedsforelæsning 'Frihedens filosofi', holdt 1988 på Torinos Universitet. I kølvandet på tysk idealisme, hvor det særligt er Schelling og Fichte der bakser med at tænke friheden, og på fransk og tysk eksistentialisme (Heidegger, Sartre) er det, at Pareyson i sit livs aftentime reflekterer over spørgsmålet om frihed. Ildevarslende opkomst af religiøsitet Som Gosvig Olesen kan fortælle i forordet, indledte Pareyson sin løbebane med at etablere et kristen-kritisk forhold til eksistensfilosofien, derefter blev han påvirket af bl.a. Hans-Georg Gadamer ledt i hermeneutisk retning og arbejdede med æstetisk teori, hvorefter han i slutfasen vender sig mod ontologien, i denne sammenhæng spørgsmålet om valget mellem det gode og det onde. Som berømte elever har Pareyson Umberto Eco, Mario Perniola og Gianni Vattimo, hvoraf især den sidste de senere år har været på banen med tanker, der klinger af Pareysons arv. Pareysons lille skrift er nok særlig aktuelt ved den mærkværdige og efter min mening ildevarslende opkomst af det religiøse, Europa har bevidnet op gennem 1990'erne, og det ikke alene som en konsekvens af den islamistiske terrors ugerninger. Verden er en positiv gave Pareysons tekst er opdelt i fem etaper, hvor han i den første afviser den psykologiske tolkning af ondskab og godhed som utilstrækkelig og samtidig hævder et tvetydigt billede af friheden som på samme tid en åbning og en afgrund. I anden runde plæderer Pareyson for en hermeneutik for den religiøse erfaring, den skal tolkes og udlægges som en universel eller universalisérbar, menneskelig erfaring, der har gyldighed for såvel troende som agnostikere. I tredje ombæring tolker Pareyson Guds oprindelige skaberakt af verden ud af Intet som en helt igennem fri, suveræn, pludselig og ubegrundet handling, og foreslår, at forholdet mellem absolut begyndelse og valg er centralt, for Gud kunne jo lige så vel have valgt ikke at skabe verden; der er således givet en oprindelig, positiv gave, i og med verden findes, også selv om den rummer muligheden for ondskab. Mystisk tangent Pareyson forklarer nu, at det Onde er samtidigt med Gud, men at det først er mennesket, der realiserer det og bringer det til verden som forfald og ulykke. Men - ved på dostojevskisk vis at gå ind i lidelsens og smertens forsonende og forløsende skærsild får vi en chance for at lutre og retfærdiggøre os. Og her mødes også Gud og menneske i kraft af, at Gud jo gjorde sig til menneske i Jesus-figuren. Ved at gå ind i dette møde og denne smerte kan verden løftes og reddes. Så vidt den mystiske tangent hos Pareyson, en tangent, som Per Aage Brandt helt rigtigt i sit efterord må afvise: Religionen ødelægger muligvis det etiske, snarere end at fungere som dets grund og undergrund. Med Brandt ved hånden får vi foræret en mulighed for at tage imod Pareysons meget smukt skrevne og skarpt tænkte forelæsning uden at fare vild i religionens obskure og undertiden dødbringende labyrinter.