»Drømte at dø af ælde. Fredfyldt og stille. / Måske med et barn ved hånden. Måske med en bog / åbnet for sidste gang, eller mellem venner / over et godt glas vin i en rolig krog«. Sådan begynder et udkast til et digt, som lå blandt Halfdan Rasmussens efterladte papirer på skrivebordet i Saunte ved Hornbæk. Syngende stilhed Her døde han lørdag 3. marts 2002, 87 år gammel og under omstændigheder, der lignede, hvad han havde drømt om: »Han havde skrantet om efteråret, været på hospitalet et par gange, men havde insisteret på at komme hjem til villaen i Saunte. De voksne børn var hos ham, da han døde ...«. »Hans søn Tom spillede og sang et af Halfdans digte, 'Vinterens himmel'«, og da han nåede til sidste vers »og stjernerne danser og stilheden synger os hjem«, gik der en skælven gennem Halfdans krop, hjertet gik i stå, og hans øjne viste, at han var død«. Heldansk folkeeje Halfdan Rasmussens død udløste mindeord og landesorg, ikke meget mindre. For den lille, seje arbejdersøn fra Christianshavn, som fik sine første digte trykt hos syndikalisten Christian Christensen, var i mellemtiden blevet så heldansk folkeeje som nogen digter før ham: Venner og kolleger såvel som landets konservative kulturminister priste hans betydning for vores kultur og selvforståelse, og da hans kiste et par dage senere blev båret ud af kirken, stod 30 børnehavebørn parat - og istemte 'Mariehønen Evigglad'! Livets mørke passager Men den første bog om hans liv er alligevel den, Lene Bredsdorff her indleder med den tætte skildring af hans dødsstund. Og hvis efterskrift afsluttes med citater af de digtudkast, der lå på skrivebordet efter ham. Således også de strofer uden titel, som kan læses i deres helhed her på siden, og som Lene Bredsdorff knytter følgende kommentar til: »Halfdan Rasmussens inderste hemmelighed ligger alleryderst, i den poesi han skrev, og i den konsekvens, han skrev den med«. Men selv med de inderste hemmeligheder således fremme i lyset rummede Halfdan Rasmussens tilværelse og kunst jo mørkere passager - rigeligt til en velfortalt og næsten kropsnær skildring af 'liv og digtning'. Med det første som klar og enkel bærebølge, men naturligvis også overordentlig velfunderet i digtningen - og som en særlig gevinst med velanbragte prøver på hidtil utrykte eller vanskeligt opdrivelige vers. Som nu den 22-åriges lejlighedssang til 1. maj 1937, da Stalin havde gjort Leo Trotskij til syndebuk for alt hvad der ikke fungerede under 'den virkeliggjorte socialisme'. Den går på salmemelodien 'Lover Herren, Han er nær': »Hvem forgifted' snogene / i vor zoologisk' have? / Hvem afspored' togene / og kom gift i Gorkijs mave? / - Det var Trotskijs tro lakajer / der kom vand i Stalins bajer!« Selvmordsforsøg Beton- eller - som det hed dengang - salonkommunist blev han aldrig. Kommet til verden under 1. Verdenskrig - den 29. januar 1915 - kom Halfdan Rasmussen dog først kunstnerisk helt til sans og samling under 2. Verdenskrig med debutsamlingen 'Soldat eller menneske', 1941. De forudgående barneår, som den mellemste i en søskendeflok på fem, og ungdomsårene som flaskerenser, piccolo, barberlærling og meget mere blev afgørende for hans kunst og politiske orientering, altid på de undertryktes side, og under besættelsen altså også medlem af modstandsbevægelsen, men med årene med den stadig renere pacifistiske tone, der senere nåede helt ind på Giro 413s bølgelængde med Tosseri-stroferne om hellere at »slå sin plæne end slå løs på pæne folk«. Det nære liv med »krokus i min plæne og øller på mit bord« blev lyskilden i Halfdan Rasmussens liv, men det selv samme familieliv må også have haft sin andel i hans mørkeste stunder. Ingen ved åbenbart med sikkerhed, hvilken faktor der var udløsende, men i juli 1966 forsøgte han at begå selvmord. Hans første kone, Ester Nagel (der døde for et par uger siden, red.) noterede lakonisk i lommekalenderen: »Halfdan taget 12 sovepiller. Det gik op for mig, da børnene var væk. Kaldte dr. Berg«. Året efter udgav Halfdan ikke desto mindre det muntre mesterværk af poetisk nonsens, 'Halfdans ABC', som med Ib Spang Olsens kongeniale tegninger er blevet så mange danske børneårganges indgang til alfabetet, sproget, kunstens leg med virkeligheden. Var den udtryk for lettelse og ny klarhed efter selvmordsforsøget, eller havde han allerede skrevet ABC'en og gik derpå »i sort, udtømt, færdig«?. Talent for venskab Hverken Lene Bredsdorff eller familien har svaret. Men der er ingen tvivl om, at netop de år danner skel i hans liv - ligesom de med ungdomsoprør og kvindebevægelse kom til at gøre det i de fleste andre danskeres liv. De brede tidsbilleder er ikke Lene Bredsdorffs interesse, men de strejfes dog bl.a. under omtalen af, hvordan datteren Ibens både indre og ydre rejser i de år - bl.a. med kæresten Eik Skaløe - rystede og skræmte digteren. I hele dette forløb støtter Lene Bredsdorff sig især til hidtil ukendt materiale, ikke mindst 'Frøbogen' en art dagbog, forældrene førte allerede fra Iben kun var »et frø« i morens mave - men en dagbog, der også rummede udklip og refleksioner over tiden, krigens gang og meget mere. Halfdans tre børn, Nis foruden de nævnte Tom og Iben, såvel som hans yngre bror Milner Rasmussen har bidraget med mange oplysninger, men også Halfdans smalfilm og fotografier - ordkunstneren havde udpræget billedsans - og hans nulevende venner har været konsulteret. Mens alt for naturlige årsager har afskåret Lene Bredsdorff fra at udspørge nære venner fra ungdomsårene - fra forbilledet Morten Nielsen over Vild Hvede-makkeren Tove Ditlevsen til Spies-ceremonimesteren Møller Taasinge, Halfdans højskolekammerat, som han bevarede kontakt med hele livet. Halfdan Rasmussen »havde talent for venskab«, forstår man. Sprogets havemand Kan litteraturforskere savne både et personindeks og en bibliografi i bogen, og vel også andre litteraturforskeres og -kritikeres bud gennem tiden på arten af Halfdans kunst, så har vi til gengæld alle nu omsider fået det livfulde, letlæste og detaljerede nærbillede af et liv, der blev til så højt elsket digtekunst. Hvad Lene Bredsdorff demonstrerer med de altid velvalgte, diskret, men præcist placerede vers, som mere eller mindre direkte kommenterer det personlige livs begivenheder. Kort efter sølvbrylluppet i 1968 opløstes ægteskabet med Ester Nagel, og snart efter flyttede Signe Plesner Andersen ind. Hun døde seks år før digteren selv. De femogtyve år med hende blev vist lykkeligere end de foregående - også fordi de var uden økonomiske bekymringer. Sit sidste efternavn havde hun fra sin første mand, digterkollegaen Benny Andersen, der ikke desto mindre blev ved at være parrets nære ven og sågar rejsefælle. Og ikke mindst sproglige åndsfælle - også i sine hyldestvers til Halfdan Rasmussens 80 års dag: »Det er tegn på uforstand / at kalde Halfdan rimsmed. / Han er sprogets havemand. / River i sit rimbed ... Du der mægter mangt et ord / at sætte på hver nælde: / Tak fra os! Din dåd er stor, / varmt dit verse-vælde«.