I et dansk erhvervsliv, hvor topcheferne ofte bruger mere tid på at masere deres personlige netværk, end de bruger på at konkurrere med hinanden til gavn for forbrugerne, er André Lublin et særsyn. I sine 16 år som direktør for pensionsselskabet PFA gik han kun sjældent af vejen for at lægge sig ud med konkurrenter og landets førende politikere, hvis det tjente PFA og selskabets kunder. A.k.a. 'Mr. Clean' Danskerne har meget at takke André Lublin for. Han var - om nogen - manden, der skabte konkurrence på det danske pensionsmarked. Omregnet til opsparede pensionskroner er hans betydning i milliardklassen. Tilmed foregik det på en måde, hvor de færreste kunne sætte en finger på André Lublin. I pensionskredse var hans tilnavn 'Mr. Clean'. Vild og uortodoks Forbløffelsen var desto større, da André Lublin i 1999 blev viklet ind i de seneste årtiers største svindelsag i dansk erhvervsliv, sagen om de falske PFA-garantier. Samtidig var der dog en konkurrent eller to, der havde svært ved at skjule deres skadefro over, at det netop var Mr. Clean, der blev sværtet til af Kurt Thorsens og Rasmus Trads' svindel. Men selv om den efterfølgende retssag var en lang og smertefuld proces for André Lublin, har forløbet ikke tæmmet den tidligere PFA-chef. Han er stadigvæk et helt særligt væsen i dansk erhvervsliv på sin egen, uortodokse måde. Det kan man forsikre sig om ved at læse hans nye bog, 'Opgør'. Veldokumenteret opråb For første gang i nyere dansk erhvervshistorie går en tidligere topchef for et stort milliardforetagende i kødet på sin afløser og sin tidligere bestyrelsesformand. André Lublin leverer den ene artige afsløring efter den anden. Mest grel er påstanden om, at PFA kunne have undgået et tab på fire milliarder kroner i kølvandet på terrorangrebet 11. september 2001, hvis den nye ledelse med direktør Henrik Heideby og bestyrelsesformand Svend Askær i spidsen, havde tegnet en kurssikring til en pris på par hundrede millioner kroner. Uanset om det er rigtigt eller ej, så er der flere hundrede tusinde PFA-kunder, der har krav på at få en forklaring. PFA-ledelsens hidtidige afvisning af at kommentere anklagerne, er uanstændig ud over alle grænser. Sagen er blot en af flere, hvor den nye PFA-ledelse ifølge udlægningen i 'Opgør' har optrådt kritisabelt, og André Lublin fortjener ros for at tage bladet fra munden. Og tilmed på en yderst veldokumenteret facon. Gid der fandtes flere tidligere topchefer med mod til at råbe op, når deres efterfølgere kvajer sig på kundernes og aktionærernes bekostning. Intet mindre end 'hele sandheden' Desværre har André Lublin ellers så uomtvistelige mod svigtet ham i valget af medforfatter. Claes Kastholm Hansen, der er Ekstra Bladets tidligere chefredaktør, bidrager ikke med andet end rent medløb, hvilket gør bogen til noget af ørkenvandring, når den ikke handler om den nye PFA-ledelses fejltrin. Særligt den første del, om Lublins livshistorie, er slem. Mage til ukritisk og inderligt ligegyldigt glansbillede skal man lede længe efter. Meget bedre bliver det desværre ikke i den del, der handler om de falske PFA-garantier. Skal man tro 'Opgør', kan der ikke sættes en eneste finger på André Lublin i det forløb, der gik forud for svindlen. Det er muligt, at det er tilfældet. Man bliver dog ikke overbevist af Claes Kastholm Hansens arbejde - eller mangel på samme. André Lublin bliver ikke for alvor udfordret. Heller ikke når det gælder det spørgsmål, som André Lublin aldrig har givet noget fyldestgørende svar på: Hvor tæt var forholdet mellem ham og Kurt Thorsen? Omvendt kan man vel næppe forvente mere af en skribent, der i forordet skriver noget så stupidt som, at »denne bog fortæller hele sandheden«. Dovent medløb I stedet for en nuanceret skildring af et stykke vigtig Danmarkshistorie bliver 'Opgør' over lange strækninger til et rent partsindlæg. Og det er synd, både for læserne og Lublins omdømme. Det fremgår ikke klart af bogen, hvorfor André Lublin har valgt Claes Kastholm Hansen. Skulle han blot være pynteskriver, eller hvad var meningen? Rollefordelingen bliver aldrig beskrevet. Ikke engang i forordet. Og det bliver ikke mindre mystisk af, at Kastholm var chefredaktør på Ekstra Bladet i begyndelsen af 1999, hvor bladets dækning allerede havde karakter af »systematisk fordrejning«, hvis man skal tro 'Opgør'. Noget tyder desværre på, at det har været så vigtigt for Mr. Clean at blive vasket helt ren, at modet til at lade sig udfordre har svigtet ham. Det er synd. For André Lublins vilje til at kæmpe med åben pande er så enestående i dansk erhvervsliv, at det havde fortjent et tilsvarende intellektuelt modspil i stedet for det dovne medløb, som Claes Kastholm Hansen disker op med.