Jeg har talrige gange hyldet det stadig fremstormende 'Victor B. Andersens Maskinfabrik', der nu på 30. år (og trods kritisk murrende røster her og der) fremturer med sin helt særlige og sirlige blanding af gakkede kollager og højforfinede nyskrevne tekster af unge håb og ældre giganter, råbende sort-hvide reklamer og krukketglade og indforståede breve fra Haagensen til Andersen eller fra fabrikant Andersen til redaktør Stilling isprængt som oftest pudsige brokker klippet direkte ud af H.C. Andersens, Ingemanns og Brorsons forfatterskaber. Samt ikke mindst det sidste år en nyskabelse: fotografier af fremtrædende danske litterære anmeldere i næstennøgen tilstand. Barokt og vittigt Således poserede Erik Skyum fra Information sidste år i trikot, mens unge Tue Andersen Nexø fra samme avis denne gang betuttet skuler ud mod læseren med badebold under armen og enorme badebukser på - en iskold vinterdag, hvor snefnuggene daler. Alt sammen meget skægt og barokt og vittigt. Og måske nogle gange en tand for nuttet og indforstået. Satirisk samfundskritik Men denne gang og de sidste gange er der tilføjet et nyt pulver, nemlig en satirisk og polemisk række direkte og indirekte angreb på den siddende regering og det sindelag, som den (også) repræsenterer. Det skinner igennem Lars Skinnebachs helt forbløffende mærkværdige og overraskende gode digte; det titter ud i Naja Marie Aidts finurlige dramadialog, der lader ETA og Baskerlandets terrorisme være arena for en humoristisk eftertanke over den hjemlige regerings tiltag i så henseende; det gælder for Victor B. Andersen, der i sit brev til Stilling gør gældende, at Danmark nu er dækket af en skamplet så stor, at man ikke længere kan se landet fra luftrummet. Vilde drømmesekvenser Men der er også alt muligt andet vidunderligt ragelse: en ærbødig jobansøgning fra Leonardo da Vinci til en fyrste, i hvilken Leonardo detaljeret gør rede for sin evne til at opfinde og producere de mest dødbringende krigsinstrumenter (i dag kunne adressaten snildt have været Bush og Wolfowitz), en række nye lakonisksjove tekster fra p.t. uhyggeligt allestedsnærværende Lars Frost, et fint og høvisk foto af vor kære politidirektør Hanne Bech Hansen, lamme og lamslåede tekster fra rapperne Niarn og Malk de Koijn (så skidt da). Og det er kun en brøkdel af den kolossale brokkasse! Det ville være dybt uretfærdigt, hvis ikke jeg omtalte Ida Jessens koncise prosaberetning om en hjemtur fra Nordnorge for nogle år siden, og hør - hvad nu med Morten Søndergaards uvant vilde og nybrydende drømmesekvenser? Og selv Anders Søgaard kommer med en faktisk ikke helt tosset Bataille/Sade-agtig ting om sex med et kvindemenneske, alt imens Thomas Thøfner skejer ud over identitetssætningens A = A, der bliver til et skingrende AAAAAAAAAA, og da også en bister kommentar til mediecirkussets rolle ved gidselaffæren i Beslan. Orgelværk af glimtende mangfoldighed Og så er der de sirlige, underlige og - jeg kan ikke lade være med at skrive 'søde' - meget, meget søde dedikationer i hans digtsamlinger, fra Thorkild Bjørnvig til hans Birgit, fra julen 1967 og frem til marts 1998; håndskriften bliver mere og mere rystende, men teksterne bevarer deres præg af sød kærlighed og fin naivitet. Det ville ikke være mindre kriminelt at glemme Pia Juuls fire kortprosating, eller hvad nu med nærbilledet af bokse-Brian Nielsens flænge over det venstre øje eller den enorme reklame for Billund Camping - kun 200 meter fra Legoland, hvabehar? (Ring 75 33 15 21). Som man vil kunne fornemme, er 'Victor B. Andersen' ikke just en blodfattig og homogen lille sprøjte, men snarere et barokt orgelværk af glimtende mangfoldighed. Har det overlevet sig selv? Er vitserne blevet tamme, virkemidlerne udtrådte, polemikken forudsigelig, antydningerne alt for indforståede? Det er vel indlysende, at jeg mener nej, et ret højt rungende nej; hvor var vi mon uden denne uegale knaldskøre maskinfabrik? Arketypisk anmelder-bashing Kun ét hjertesuk skal der lyde: Klaus Rifbjerg gokker anmelderne oven i hovedet, de er dumme, ophidses for let og hengiver sig alt for entusiastisk til overdreven ris eller ros, ligesom både Bukdahl og Niels Lyngsø er åndssvage. Det hedder: »Med anmeldere ligger det som med den sne, der faldt i fjor. Vinden og tøen tager dem, væk er de. Og kun få husker, at de nogensinde har været der«. Så sandt, så sandt. Men det samme gælder jo forfattere, pekingesere, kirurger, sømænd, fåreklippere, departementschefer og i det hele taget mennesker: Vinden tager dem, og kun få husker, at de har været der. Jeg mener enfoldigt, at gamle kloge Rifbjerg burde holde sig for god til den slags arketypisk anmelder-bashing, det er jo helt overflødigt? Men bortset fra det lille undrende suk er der 159 andre gode sider at tumle sig rundt i.