Jeg tror, det er en langt større kunst, end man umiddelbart skulle tro; det, som folkene bag Maskinfabrikken gør, er jo at holde dampen umanerligt højt oppe, hver gang at præsentere for os, de lamslåede læsere, en jublende, barok brokkiste af skægge sager og strittende gevandter.
LÆS OGSÅ Verden forgår, Maskinfabrikken består
Denne gang er nummeret dedikeret en smule til Heerup, den gamle nisse ude fra Rødovre, og på forsiden får vi angiveligt et sort-hvidt foto af en splitternøgen, vinterbadende Heerup, eller er det Victor B. Heerup, som redaktøren skriver? Utopia meldes savnet Under alle omstændigheder ligger linjen klar: muntre spark langt under bæltestedet til den siddende regering, kollager, der overlejrer gamle tryk og ord med en fed, sort tuschpens balstyrige streger, det allerbedste af den allernyeste prosa og lyrik på vej ud i verdens frådende bølger, og idiosynkratisk, altid insisterende gammeldags, førmoderne polemik, som i brevet fra fabrikant Andersen til redaktør Stilling, hvor det fremhæves, at medierne nu stort set kun skriver om de »hotteste navne«, f.eks. den voldsomt overvurderede Karl Ove Knausgård.
