Hvis man ellers kunne stole på det billede af et menneske, der tegnes i en selvbiografi, så er Daniel Libeskind en herlig figur. Et lyst menneske, musikalsk, intelligent, let naiv, principfast, ærlig og meget original. Redder følsom kunstnermand Men hans vej er bestrøet med elendige kolleger, en masse magtfulde mænd, der ikke vil ham det godt og så nogle enkelte helte. Hans kone Nina f.eks.; med sin strategiske snilde redder hun igen og igen sin følsomme kunstnermand ud af problemer med griske, uvidende eller rent ondsindede borgmestre, bygherrer og anmeldere. Enestående arkitektur Hvis det stod til den side af indholdet alene, var Libeskinds selvbiografi måske kvalm læsning, man hurtigt kunne lægge til side. Men det er en sjov og god bog at læse. Libeskind er søn af en analfabetisk historiefortæller - og det kan mærkes. Der er et menneske bag fortællingen, og jeg er kommet til at holde af ham. Han fortæller sit liv i små historier og associationer, der springer frem og tilbage i tid og sted, og som nøje stykkes sammen til en hel, mangesidet fortælling om Libeskind selv og hans, lad os endelig give ham det, fuldstændig enestående arkitektur. Let uklædelig selvfedme Libeskind er jo blevet en kæmpe kanon, men først de seneste år. Han blev født i ekstrem fattigdom i Polen. Og først da østblokken gik i opløsning i 1989 fik han (efter en del år som kendt underviser og teoretiker) sin første større byggeopgave med Jødisk Museum i Berlin. Det blev først efter mange fortrædeligheder indviet i september 2001. Og nu står han så for genopbygningen af Ground Zero. Det er en god historie, og han fortæller den så smittende, at man snart tilgiver ham den af og til let uklædelige selvfedme. Porcelæn og honning Hans forældre var polske jøder, der hver for sig var flygtet til Sovjet, før Hitlers udryddelser tog størsteparten af deres respektive familier. De mødte hinanden, udsultede og døden nær, på vej hjem fra Stalins uhyrlige arbejdslejre. Under den lange vandring bliver Daniel undfanget, og de får en lille lejlighed, da de når frem til Lodz, hvor han bliver født. Men familien Libeskind ser ingen fremtid i det kommunistiske Polen og griber chancen, da de i 1957 får mulighed for at flytte til Israel. De sælger alt, hvad de har og køber blandt andet porcelæn og honning, som de pakker i en stor kasse og håber at kunne sælge i det nye land, for nu at have noget at starte med. Efter en lang togrejse igennem Østeuropa når de til Venedig, hvor et skib sejler dem til det forjættede land. Da de når frem, er al porcelænet knust. De spiser meget honning det år. En taknemmelig indvandrer Men skulle Polen have foregivet at være kommunistisk, så var det den ægte vare, de mødte i kibbutzen i Israel. Især Daniels mor var efter opholdet i Gulag vaccineret mod den totalitære tankegang - hun rasede, hver gang nogen forsøgte at gøre Stalins forbrydelser mindre end Hitlers. Familien forlod snart Israel og sejlede som så mange andre indvandrere til New York, hvor Frihedsgudinden gjorde et uudsletteligt indtryk på Libeskind. Et symbol, som han siger, der er omfavnet og gjort til en kliché af USA's højrefløj og derfor afskyet af alle progressive newyorkere, men som han ikke desto mindre har ladet sig inspirere af i 'Freedom Tower', højdepunktet i den spiralformation af tårne, som skal opføres omkring de to dybe huller efter World Trade Center. »... selv om jeg har en veludviklet æstetisk sans, er jeg ikke elitær. Jeg er populist, demokrat og oven i købet - synes jeg godt, man kan sige - en taknemmelig indvandrer«. Forbundskansler takkede hans far Der er mange meget bevægede momenter i fortællingen om hans forældres historie, og der er mange personlige og store historiske referencer i Libeskinds arkitektur. Liv og værk er i hans fremstilling to sider af samme sag: Da det jødiske museum i Berlin blev indviet, skete det med deltagelse af Tysklands mest fremtrædende politikere. Forbundskansler Schröder gik hen til det bord, hvor Libeskinds far sad »og satte sig på hug foran ham, så den 93-årige Nachman ikke behøvede at rejse sig. Schröder tog min fars hånd og sagde: »Hr. Libeskind, De må være meget stolt. Tak, fordi De er her i aften««. Schröder er selv søn af en soldat, der faldt under Anden Verdenskrig, og aldrig havde Libeskind forestillet sig, at forbundskansleren ville takke hans far for at komme til Tyskland. Det var en stor dag. Sindets ujævne sten Han er ikke bange for at være sentimental, han ser sig selv som en følelsernes arkitekt. Et hus skal ikke være glat, perfekt eller lækkert - det skal være udtryksfuldt, besjælet, som en person. Han bekender sin kærlighed til barokkens grundlæggende filosofi: »Baroktidens bygherrer troede fuldt og fast på, at stenene skulle fortælle en historie om, tid, historie og dødelighed. Jeg elsker det træk ...« siger han. Han mener, at al stor kunst også inden for arkitekturen er bygget på de øjeblikke, hvor man, som hos Proust, et sekund træder på sindets ujævne sten og åbner minder, der på magisk vis åbner for de store visioner.