Om føje tid begynder krisen at kradse som uldsweateren bagerst i skabet. Hvad skal vi dog finde på at forære vores ordforslugne forældre/ bedsteforældre/mostre/onkler/venner denne jul? Endnu en hyggeklog samtalebog med bon mot'er og høj cigarføring? Endnu en tykmavet biografi? Ikke hvis det står til Politikens Forlag, der med 'Livord - danske forfattere om deres yndlingsord' søsætter den vandtætteste julegaveidé længe set. Livsnyderessays Desværre er den samtidig et overordentligt kalkuleret forsøg på at være det. For ganske vist har vi Suzanne Brøgger (Jazz), Peter Laugesen (Græs), Pia Tafdrup (Lys), Bent Vinn Nielsen (Situation), Hanne Marie Svendsen (Solnedgangsskyer), Bjarne Reuter (Støvregn), Anne Marie Løn (Ida), Benny Andersen (Samvittighed) og mange flere forfattere og deres livord i én og samme bog. 15 kvindelige og 27 mandlige forfattere mere præcist (og hvorfor er kvinderne i grunden så markant i undertal?). Men man ser alt for tydeligt tegnebrættet bag ordene: Vi hiver Grand Old Rifbjerg ind som redaktør, så forfatterne helt sikkert gider bidrage, og hvad har vi? En kæmpe buket livsnyderessays, der må gøre ethvert sengebord blød i knæene. Manglende entusiasme Problemet er bare, at ganske få af de indbudte forfattere for alvor virker, som er de antændt af den hellige ild, og Rifbjerg skal i hvert fald heller ikke beskyldes for at bære den indre nødvendighed uden på tøjet. »Det er sin sag at blive hevet ind ved øret for at redigere og lægge navn til en bog om 'Livord',« skriver han i forordet. »Jeg vidste i øvrigt ikke, at der var noget, der hed livord, før forlaget ringede!«. Javel så. Selvsving og ordkløveri For forfatternes vedkommende udmønter samme diffuse øh...? sig enten i en hurtig association fra livordet til livshistorien eller i den velafprøvede ande-strategi: On the surface: stay calm. Beneath the surface: paddle like hell. For som det alt for ofte er tilfældet, når kunstnere bliver bedt om at sætte ord på deres kunst, væver de derudad til adskillige vægtæpper. For eksempel vil T.S. Høeg meget hellere gratulere sig selv for alle de ord, han har opfundet (amokoma, berserkoid, flittivist og bundgejst) end forholde sig til livordet Subsidiært. Henning Mortensen og Pia Tafdrup har mest travlt med at citere egne digte. Janne Teller går helt i selvsving over livordet Tvivl (»tvivl er et ord man aldrig kan være i tvivl om man altid må være i tvivl om« og så fremdeles over fem sider). Lars Bukdahl ordkløver derudad uden mål og med, som han plejer, og Mathilde Walter Clark har slet ikke noget livord. Til gengæld vil hun gerne skrive langt og længe om sit mæcenprojekt. I samme båd Selvfølgelig er der også gode indlæg imellem. Anne Marie Løn skriver morsomt om de forviklinger, der kan opstå, når man kalder sin ældste datter Ida - ligesom den sureste sæk i éns barndom. Georg Metz slår et vidende slag for det solbeskinnede Fager. Iselin C. Hermann bidrager med et fint digt om at Smelske (at elske nogen i særlig høj grad). Leif Davidsens skriver foruroligende om den dag, hans elskede skriveredskab, Toshibaen, brød sammen med et langt, træt eeeeeeeeeeeeeeeeeeee. Og i Laila Ingrid Rasmussens essay om Panoramaruder ruller hjerteblodet og refleksionerne side om side. Men alt for få har villet noget med Livord. Sådan for alvor. Og skal man tro Rifbjergs forord, er alle i grunden lovligt undskyldt. »Herregud, vi er alle i samme båd, vi sejler fra den ene opgave til den anden, vi gør os umage eller mere eller mindre umage«, skriver han. Men hvad med forlaget? Gør det sig også kun umage noget af tiden?