Det kolde nord bliver et varmt emne på det danske bogmarked i år. Årets største udgivelse fra Grønland med omliggende polis er genudgivelsen af Achton Friis' 700 sider stærkt underholdende, ja vanedannende, beretning fra 1909 om den mest myteomspændte af de danske polarekspeditioner, Mylius-Erichsens Danmark Ekspeditionen 1906-08. Mylius-Erichsen og hans slædefælle, kartografen Høegh Hagen, er aldrig blevet fundet. Undsætningsekspeditionen fandt den tredje mand på slæden, grønlænderen Brønlund, frosset ihjel ved 79'fjorden. Det er Dødens land! I et sprog, der stadig vibrerer levende og malerisk, indvier Friis læseren i ekspeditionens forsøg på at kortlægge Nordøstgrønland, dengang en af verdenskortets hvide pletter. Om bord på træskibet Danmark forcerede de 28 mænd fra Danmark, Norge, Tyskland og Grønland, med en gennemsnitsalder på kun 25 år, storisen og ankrede op i en vig, de kaldte Danmarkshavn. Kysten er øde. »Eskimoerne?«, skriver Friis, »Har de været her, og er de døde? - Vi ved intet. Det er Dødens land! Og bag fjeldene bor Tavsheden fra evighed af. Den sidder derinde i de gustne kløfter og fortærer sig selv«. Frosset inde i den endeløse mørketid Ekspeditionen medbragte bl.a. hundrede slædehunde, en ubrugelig bil, tyve jernkugler med brint til meteorologiske eksperimenter, fyrre ton kul og et klaver. På de to år gennemførte de 70 slæderejser. De korteste var 100 kilometer, den længste Mylius-Erichsens store rejse på 2.300 kilometer. Hundene var forudsætningen for slæderejserne. Og uden foder ingen hunde. Jagten og dyrenes liv er et centralt tema i bogen. Ekspeditionen var helt afhængig af de vilde dyr, og man skød mange ton hvalros, sæl og isbjørn. Anden vinter i Danmarkshavn var jagten dårlig, og Friis beskriver i hjerteskærende detaljer, hvordan hundene sultede og led på isen og til sidst blev hængt, for at de stærkeste 27 hunde kunne overleve på hundefoder frem til den sidste resultatløse undsætningsekspedition. Ingen hunde kom med tilbage. Bogen er lang, men der er alligevel store hvide pletter i dens indre kort. Friis går aldrig tæt på sine kammerater. De forbliver Des hele vejen igennem. Men han antyder, hvor uudholdeligt de efterhånden gik hinanden på nerverne i det trange, svinske skib frosset inde i den endeløse mørketid. Formål ud over sig selv Da det bliver klart, at Mylius-Erichsen, Hagen og Brønlund må være omkommet, får Friis overdraget opgaven at skrive bogen om ekspeditionen. Den udkommer allerede et år efter hjemkomsten. Han skriver op mod tragedien. Læserne ved, at det vil ende med Mylius-Erichsens, Hagens og Brønlunds død. De små tildragelser bliver dele af et stort skæbnetungt mønster. Friis overspiller ikke. Han er god til at holde bagklogskaben borte og lade historien folde sig ud set inde fra dramaet. Her er tiden lang. Der er ingen pludselig ulykke. Mylius-Erichsen når ikke tilbage til Danmarkshavn, før sommeren umuliggør slæderejser. På skibet håber man, at de forsvundne overlever sommeren nord for det frygtelige Mallemukfjeld og vil komme hjem, når vinteren igen fryser havet og åbner op for slædekørsel. Men ingen kommer. Mændene på Danmark Ekspeditionen havde et formål med at fryse og lide afsavn, som gik ud over dem selv, og som gav dem mening. De fik kortlagt Nordøstgrønland og dokumenteret flora og fauna og opdaget arkæologiske rester af eskimoernes liv på kysten. Friske forsyninger og tørre soveposer Bettina Aller har intet formål med ishavets pinsler ud over sin egen fornøjelse. Hendes skitur over isen fra Sibirien til Nordpolen sammen med den franske kæreste Jean-Gabriel Leynaud er en imponerende sportspræstation. Kun få har gennemført det tusind kilometer lange forhindringsløb af pakis, våger, snestorme og kulde. Hendes soloforsøg i år 2000 mislykkedes. Fast besluttet på at prøve igen lykkedes det i 2004 efter hård træning og grundig planlægning. Der er et kort i bogen. Hvorfor er ruten ikke indtegnet? De to slider sig frem over pakisen hver med en hundrede kilo tung pulk på slæb. Ingen hunde her, kun en russisk helikopter, der to gange lander med friske forsyninger og tørre soveposer. Ingen grønlændere heller. Sportsteknologien har overhalet den indfødte arktiske viden, Mylius-Erichsen var så afhængig af. Succesbog til tiden Man er i godt selskab med Bettina Aller. Bogen er underholdende og letlæst. Sproget er kort og effektivt. Der er ikke noget, som gør ondt for alvor. Allers beskrivelse af sig selv privat er ren Familie-Journal. Feel-good med friske veninder, et dejligt job, masser af penge (som hun beskedent kun nævner i en enkelt sætning) en herlig mor, en vidunderlig far (nu afdød) og den tidligere ægtemand (verdens bedste far) og den franske kæreste med den søde »popo«. Bettina Aller savner sine børn. Hun ringer til dem fra isen. De er stolte af deres mor. »Børn eller ekspeditioner?« spørger Bettina sig selv. Hendes svar fanger tidsånden: »Jeg vil bare have begge dele. Hvorfor skal man altid vælge her i livet? Nej, jeg gider ikke vælge, jeg vil bare have det hele«. Allers bog er en bog til tiden. Succeshistorien om den stålsatte millionær, som uden at vakle forfølger sit mål og når det. Ikke fordi det skal bringe verden videre, det er oldschool at have den slags forestillinger, men fordi hun har lyst til at give sig selv netop dét eventyr. Usminket portræt af inuitsamfund I en tredje nyudgivet bog om Arktis møder vi endelig de mennesker, som bor der oppe. Polareskimoerne, inuitterne, hovedpersonerne på isens store scene, dem som hverken skal opdage noget, styrke deres ego, men lever i Arktis, fordi de nu en gang er født der. Kari Herbert, datter af britiske Wally Herbert, nordpolserobrer og grønlandskender, boede som barn på en lille ø udenfor Thule/Qaanaaq med sine forældre og vender som tredveårig tilbage for at finde sine grønlandske rødder. Det er der kommet en bevægende og hudløs bog ud af, som giver et usminket og vidtfavnende portræt af verdens nordligste inuitsamfund i dag. Bogens styrke er det dybe tidsperspektiv. Fra åndemanere til 'bøssehuset' i Qaanaaq Barndommens land er selvfølgelig forsvundet. Udstedet på Herbert Ø er affolket, og familierne bor nu i Qaanaaq. I stedet for udstedets nabopiger, hendes 'søstre', møder hun kvinder, der som hende selv er blevet tredive år ældre efter et hårdt liv. Kari Herbert er en god iagttager, også af sig selv, af sin egen usikkerhed og vanskelige kærlighed til et sted, der var. Thuleboerne træder frem for læseren som individer. Man hører om inuitlivet fra åndemanere til 'bøssehuset' i Qaanaaq, et lille enkeltværelse i et herberg for arbejdere. Og kommer med på et meget ubehageligt og sørgeligt besøg på diskoteket, alt sammen fortalt med en overbevisende ærlighed. Et sted, der mindede om barndomshjem Fra en dansk synsvinkel er Grønland én ø, ét land, med én befolkning. I Kari Herberts bog er Qaanaaqs befolkning fjernt fra Nuuk og storbylivet. De ønsker større kontakt med inuitterne i Canada, som de historisk og kulturelt er meget tættere på end grønlænderne i Vestgrønland (og Østgrønland). Der er meget smerte i bogen og af en helt anden interessant slags end Allers blå mærker. Først allerlængst nordpå i udstedet Siorapaluk føler Kari Herbert sig hjemme. Hun skriver: »Patdloqs og Nukagpiannguaqs hjem var et stort rod af dagligdags ting. Til den ene side var der en spand, der flød over med blodige ender af huder og ubrugelige stumper pels fra rensdyrets hoved, og et par meter fra den var der på den anden side noget gammelt linoleum, en bunke tøj, der fyldte det meste af gulvpladsen«. »Børnene løb ud og ind og forsynede sig med kiks og sodavand, lavede kogte nudler til sig selv og trak i mit tøj og mit hår for at få opmærksomhed. Patdloq så træt ud og var i færd med at give den mindste af sit kuld mælk fra en plasticflaske«. »Barnet klyngede sig til flasken og stirrede ufravendt på mig med den ene buttede hånd omkring den stærktfarvede plastichalskæde, der hang ned over Patdloqs flade bryster. Jackie Chan fór over den gamle tv-skærm, men ingen så på det. Jeg kiggede mig omkring og smilede. I Siorapaluk havde jeg endelig fundet et sted, der mindede mig om mit barndomshjem«.