De danske jøders redning til Sverige i oktober 1943 er kendt verden over, ikke mindst i USA, hvor den næsten har fået karakter af myte. Myter kan som bekendt være mere sejlivede end kendsgerninger, og man nænner ikke at fortælle amerikanske jøder, at historien om kong Christian, der i protest mod de tyske forfølgelser af danske jøder hæftede en gul jødestjerne på sit bryst og bar den på sine rideture gennem København, er en myte. Derimod er historien om redningen af de jødiske hellige skrifter, torarullerne, forblevet ukendt, selv om den fortjener international interesse. Den er enestående i historien om Europas jøders skæbne under nazismen. Hellige skrifter Det var ikke blot Hitlers mål at udslette jøderne, men også at tilintetgøre sporene efter deres eksistens. Ikke mindst deres hellige skrifter, deriblandt torarullerne, der indeholder de fem mosebøger, kalligraferet på pergament. De spiller en central rolle i den jødiske gudstjeneste. Synagogen i København rummede cirka 110 toraruller. De blev alle reddet, før tyskerne kunne få fingre i dem og brænde dem, som det skete overalt i det nazibesatte Europa under Anden Verdenskrig. Københavnerfrækhed For første gang er historien om deres redning blevet afdækket og beskrevet af Erik Henriques Bing i skriftet 'Torarullerne. Evakueringen af Københavns synagoges toraruller i 1943'. Det er en historie om en borgmesters snarrådighed og om to unge danskere med tilknytning til modstandsbevægelsen, der demonstrerede en fuldstændig enestående kombination af vovemod og københavnerfrækhed ved højlys dag, lige foran tyskernes næser. Sigvard Munk var socialborgmester, senere Københavns overborgmester. Så højt anskrevet, at han af Frode Jakobsen i slutningen af 1943 blev opfordret til at indgå i Frihedsrådet. Natten mellem 1. og 2. oktober 1943 samlede tyskerne de jøder, de havde indfanget under aktionen i København, i synagogen. Derfra gik turen til Langelinie, hvorfra de blev deporteret på det skib, tyskerne havde forberedt. Wartheland hed det. Tyskerne efterlod dørene til synagogen åbne, og en mand, der boede over for synagogen i Krystalgade, ringede efter en bekendt, der var kontorchef i Socialdirektoratet og fortalte, hvad han havde set. Denne ringede til borgmester Munk, der sendte nogle ambulancer til synagogen. Gemt i en krypt De ti toraruller blev først gemt nogle dage i Socialdirektoratet i Bernstorffsgade, derefter blev de bragt til Bispegården i Nørregade, hvor biskop Hans Fuglesang-Damgaard residerede. Da det var et udsat sted, fordi det ikke kunne udelukkes, at tyskerne en dag ville dukke op og ransage boligen, blev torarullerne sendt videre til præsterne i Trinitatis Kirke, hvor de blev gemt i en krypt. Efter krigen, da de danske jøder vendte hjem, fandt de deres hellige bøger intakte. Efter jødisk tradition rangerer et menneskeliv højere end noget andet. Den, der redder et menneske, redder en hel verden, citerer forfatteren fra jødiske skrifter. Men næst efter mennesket følger de fem mosebøger - torarullerne. 100 skjulte ruller Så vidt de ti ruller. Men der var yderligere cirka 100 bevaret i synagogen, der ikke blev anvendt i den almindelige gudstjeneste. Dem overså borgmester Munk og hans hjælpere. Men dem tog David Israel og hans kammerat Svenn Erik Østerholm sig af. David Israel var en af de sidste jøder i Danmark efter den tyske jødeaktion. Han var knyttet til revisor Steen Hansens modstandsgruppe. Han flygtede til Sverige i begyndelsen af oktober, men flygtningetilværelsen passede ham dårligt, så han vendte hjem efter et par uger. Østerholm var elev på Handelshøjskolen og aktiv i illegal bladvirksomhed. Kontakten mellem ham og David Israel blev etableret gennem en fælles bekendt. De brød ind i synagogen i begyndelsen af november 1943. Tyske soldater havde tilsyneladende anvendt bygningen som midlertidigt opholdssted, for gulvet flød med madrester og tyske soldaterblade, men der var ingen tegn på direkte hærværk. Toraskabet var tomt, men David Israel kendte til eksistensen af ca. 100 ruller, der var bevaret i skabe i et baglokale. Fiktiv flytning Israel havde skaffet en tilladelse fra Handelsministeriet, der bekræftede, at en fiktiv maskinmester, der havde fået job i Sverige, havde tilladelse til at flytte sit bohave over Sundet. Eksporttilladelsen blev afleveret til flyttefirmaet Salicath, der påtog sig at ordne det praktiske. Den følgende dag kørte et par store flyttevogne ind foran synagogen og afhentede en masse store flyttekasser, der indeholdt de cirka 100 toraruller, der forestillede at være maskinmesterens bohave. Sendingen kom over til Sverige, og en del af torarullerne blev fordelt blandt midlertidige synagoger oprettet i lejre for danske flygtninge. Kort efter fulgte Østerholm og Israel over Sundet i bunden af en sandpumper. Efter krigen vendte de 'svenske' toraruller tilbage til Krystalgade, hvorfra de fleste, efter nogle års forløb, blev skænket til de mange nye synagoger, der blev oprettet i den nye stat Israel i forbindelse med den masseindvandring, der fandt sted. Også denne gang fulgte David Israel med. Han udvandrede til Israel med sin familie, efter at han havde deltaget som frivillig i den første israelsk-arabiske krig 1948-49. Nedværdigelser og glæder 481 jøder nåede ikke at komme i sikkerhed i Sverige. De blev deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt i Tjekkoslovakiet, hvorfra det store flertal kom hjem med den svenske grev Folke Bernadottes 'hvide busser'. En af dem var Benzion Epelmann. Han blev taget sammen med sin kone og datter på banegården i Helsingør, angivet til Gestapo af en dansk studerende, som foregav at ville hjælpe dem. En af Epelmanns svigersønner, journalisten Poul Trier Pedersen, har medvirket til, at hans 'Ghetto dagbog', der først blev fundet sidste år, mange år efter forfatterens død, nu er udkommet på forlaget Holkenfeldt. Det er en beretning fra helvedes forgård, hvorfra de fleste jøder blev deporteret mod øst, til tilintetgørelseslejrene. Danskerne var blandt de få, der af uforklarlige årsager ikke fik denne skæbne, der tilfaldt selv højt dekorerede tyske jøder, der kun slap for at blive 'sendt mod øst', den tyske eufemisme for tilintetgørelse, hvis de kunne bevise, at de var 100 procent krigsinvalider fra Første Verdenskrig. Epelmann kunne både iagttage og skrive - om glæden ved at finde en rå kartoffel eller et kornaks, om den daglige frygt for deportation, om lugten og lusene, om nedværdigelserne og også om glæden ved foråret. Årets gang var det eneste sikre. Man lægger Epelmanns bog fra sig, rystet og taknemlig over, at han kom hjem fra elendigheden i Theresienstadt, blev 75 år og efterlod sig dette vidnesbyrd.