Lise W. Egholm fortjener snarere en medalje end en boganmeldelse. Medaljen fortjener hun, fordi hun dag for dag praktiserer integration lige der, hvor det er allermest forbandet vanskeligt. På Rådmandsgades Skole, Nørrebro, hvor otte ud af ti børn er indvandrere, og hvor der er børn af alle farver og religioner. Anmeldelsen får hun, fordi hun i bogen 'Min blå sofa' - i usentimentale vendinger - fortæller, hvordan hun klarer den umulige opgave. Ikke noget badeforhæng Groft sagt sker den imponerende indsats med en fast hånd og et kærligt smil. En fast hånd, fordi skolelederen stiller krav til skolens indvandrere. De skal følge alle timer. Er der fælles badning til gymnastik og svømning, skal alle under bruseren. Det religiøse tabu i forbindelse med nøgenbadning løses ved, at børn har mulighed for at bade i underbukser, hvis de selv medbringer tørt undertøj til at skifte bagefter. Ikke noget badeforhæng her. For som hun skriver, det kan måske gå i skoler med få indvandrere, men det er umuligt i skoler med mange indvandrere. Og børnene skal lære at svømme og have gymnastik sammen - ellers kan skolen og klasserne ikke fungere. Tørklædet kan være en fordel Smilet er også med hele tiden. Hun fremhæver gennem hele bogen den ærlige, venlige og ikke mindst humoristiske dialog som det, der gør kravene mulige. Den dialog foregår i en blå sofa på hendes kontor og har givet bogen sit navn. Og som hun skriver, kan langt de fleste se fornuften i argumenterne, når de er velbegrundede. For alle vil - trods alt - det bedste for deres børn. Derfor er det også hykleri, når Lise W. Egholm omfavnes af integrationsdebattens strammerfløj. For det skal jo med, at forfatteren kun stiller krav, hun kan begrunde fagligt og pædagogisk. Ansigt til ansigt i den blå sofa. Hun kan for eksempel ikke finde argumenter for tørklædeforbud - altså er der ikke nogen grund til at lave stort ståhej over det stykke klædning. Det hindrer jo ikke undervisningen. Tværtimod har det forkætrede tørklæde ofte den fordel, at det giver skolepiger frihed, fordi forældrene på den måde har større tillid til dem. Glmirende balance Det tolerante smil er også fremme, når det gælder den muslimske fastemåned ramadanen. Hvad gør skolen med hjemkundskab, hvor ideen er, at man skal spise resultatet af undervisningen? Jo, man laver bagemåned, så børnene kan tage kager og brød med hjem og spise det sammen med forældrene efter solnedgang. Det har været en hård kamp at få Rådmandsgades Skole til at fungere, så den fagligt og socialt er en lille oase i den ørkenvandring af intolerance, danskerne åbenbart skal igennem i disse år. Det har f.eks. krævet, at alle lærerne på skolen har fået et kursus i, hvordan man underviser i dansk som andetsprog, og i, hvordan man håndterer kulturelle barrierer. Og utallige svære samtaler i den blå sofa. Det fine ved bogen og ved Lise Egholms imponerende indsats er balancen. Klare krav, når det gælder om at holde skolen og klassen sammen som et fagligt forpligtende fællesskab. Og imødekommenhed og pragmatisme, når det gælder symbolsager. For søren, hvor er der mange af de argumenter, som ytres i den danske integrationsdebat, som kunne have godt af at få testet deres gyldighed i Lise Egholms blå sofa.