'Slagtebænk Dybbøl’. ’Dommedag Als’. Takket være Tom Buk-Swientys bøger kender vi på egen historie modernitetens kyniske måde at slagte mennesker på.
Men allerede mere end 50 år før Bismarck og Preussen i 1864 løb vort land over ende, havde danskerne smagt den smertens kalk, at al fairplay og noblesse omkring krigsførelse for evigt var forbi. Først førte englænderne lynkrig mod vor flåde i 1801. Seks år senere foretog de så med bombardementet af København i 1807 Europas første terrorbombning af en storbys civilbefolkning. Allerede dengang en grov overtrædelse af folkeretten, i dag klart en krigsforbrydelse. Glemt i historiebøgerne Det er dette katastrofale nedslag af moderne krig, historiker Rasmus Voss bruger som episk afsæt i sin virkelig velskrevne og ganske vidende ’Krigen ved verdens ende’. Om Christiansø og Bornholm, dengang rigets østligste front i krigen mod England i begyndelsen af 1800-tallet. Mens de fleste danske historiebøger, hvis de overhovedet omtaler vor indtræden i Napoleonskrigene, slutter i 1807 og mistrøstigt bladrer videre til statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge året efter, fortæller Voss, at krigen langtfra var forbi, da København var lagt i ruiner.
