0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

5 hjerter: Det er et imponerende stykke intellektuelt arbejde

Mikkel Krause Frantzen ser i sin nye bog om klimakrisen katastrofen i øjnene. Resignationen anerkendes, men der insisteres på et radikalt håb.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Christian Braga/© Christian Braga / Greenpeace
Foto: Christian Braga/© Christian Braga / Greenpeace

Klimakrisen får mest opmærksomhed i medierne, når den er sensationel og æstetisk smuk. Og det er et problem, mener Mikkel Krause Frantzen.

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Da regnskovene i Amazonas brændte i 2019, var det så slemt, at det kunne ses fra rummet. Katastrofen kunne dog også bare betragtes i rotation hjemme i stuen, både fordi den var en nyhed, men også fordi det spektakulære flammehav gjorde sig godt på tv. Den igangværende klimakrise får generelt mest opmærksomhed, når den tilbyder en udfordrende æstetisk oplevelse.

Ifølge forfatter og forsker Mikkel Krause Frantzen er det dog vigtigt ikke at lade sig forføre af nyhedsstrømmens sensationalisme. Den sande katastrofe skal ikke findes inden for det sublimes register, men i den langsomme vold, kapitalismens ødelæggelse af klimaet er. I sin nye bog, ’Klodens fald’, forsøger han det tilsyneladende umulige: at repræsentere en krise, der ikke kan indfanges i øjeblikket, fordi den er en del af samtidens bagtæppe. Det gør han ved hjælp af filosofisk begrebsarbejde, politisk kritik og æstetisk analyse. Og det lykkes ham.

De begreber, vi tænker med, har betydning for, hvad vi ser. Den helt store helt i ’Klodens fald’ er digteren Theis Ørntoft, der har inspireret Frantzen til at tænke klimakrisen ud fra begrebet om hyperabjektet. Hvor filosoffen Julia Kristevas begreb om det abjekte beskriver alt det, kroppen udskiller, og som sådan hverken er subjekt eller objekt (menstruationsblod, død hud, afføring etc.), beskriver det hyperabjekte kapitalismens udskilninger.

Frantzen viser, hvordan det at tænke hyperabjektet er at få øje på den globale infrastruktur af affald, som kapitalismen bygger på. Ligesom det ubevidste er hyperabjektet ikke bare noget, ’vi’ fortrænger, men noget, der trænger sig på; affaldet vender tilbage i den mad, vi spiser, og i det liv, vi giver videre. At se hyperabjektet er at se plastikken i modermælken.

Når jeg skriver vi i anførselstegn, er det, fordi Frantzen ikke opererer med en universalisme på dette sted. Derimod kritiserer han det populære begreb om det antropocæne og dermed den abstrakte idé om, at det er menneskeheden som sådan, der er skyld i klimakrisen. Vi er ikke alle skyldige, og vi er ikke alle i lige høj grad udsat for kapitalismens ekskrementer:

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce