Marianne Stidsen er bange, skriver hun ærligt i forordet til sin bog ’Køn og og identitet’. Hun er »umådeligt bange« for »MeToo, Black Lives Matter, identitetspolitik og regnbuesymboler«. Og som antydet i undertitlen ’Et spadestik dybere’, går hun teoretisk til værks. Med afsæt i 1960’ernes »sproglige vending i humanvidenskaben« gennemgår hun i de to første kapitler over stok og sten strukturalisme, queer-teori, socialkonstruktivisme, affektteori og andet godt fra havet, suppleret af konkrete eksempler på alt det, der er gået galt.
Bogens hensigt er åbenlyst at skræmme os alle fra vid og sans. Og set gennem Marianne Stidsens briller, er det velbegrundet, for de fænomener og teoretiske og politiske strømninger, hun er så bange for, truer i hendes optik med at kuldkaste hele det humanistisk-demokratiske samfund.
