De fleste ved godt, hvordan Djævelen ser ud. Måske som man har set ham på de gamle kirkers kalkmalerier. Måske er man blevet underholdt af de mange fremstillinger af Djævelen i film om besatte børn. Det kan endda være, at man har en klar forestilling om, at der jævnligt sidder en lille rød satan med horn i panden på den ene skulder, der ihærdigt lokker med det onde, mens englen på den anden skulder forsøger at overdøve med forslag om det gode. Det kan også være, at man nynner med Mick Jagger om en ’Sympathy for the Devil’: at Djævelen i virkeligheden er dig og mig.
For vi ved ikke altid, hvad vi skal kalde ham: Djævelen, Satan, Fanden, den onde, dæmon, Lucifer, Antikrist eller Beelzebul. Og måske ved vi ikke engang helt, om vi egentlig tror på ham eller for den sags skyld det sted, hvor han hører hjemme: Helvede. For er Djævelen en person, en personificeret ondskab, der sammen med en hær af mørke dæmoner hører til i en slags underverden, et helvede med glødende kul og brændende pinsler – eller skal man hellere tale om det onde? Er de mange navne og forestillinger blot menneskets forsøg på at styre, strukturere og systematisere det onde, som eksisterer i vores verden – og i os selv?
