Lyt til artiklen
Indersiden af den moderne velfærdsstat er beklædt med menneskeligt skrald. Ikke med inkluderende fællesskaber og favnende fremskridtstro, men med afvigere, udskud og minusvarianter. Med et klægt og klistret socialt bundfald, som skal filtreres fra, før pæne samfundsborgere kan sove trygt om natten.
Pointen er Zygmunt Baumans. I sit højrelevante forfatterskab viste den nu afdøde sociolog, hvordan moderniteten har skabt idealer om regelmæssighed og orden ved raffineret at udgrænse repræsentanter for det modsatte: den brogede skare af defekte og moralsk anløbne samfundsfjender, som krævede offentlighedens opmærksomhed og for enhver pris skulle overvåges, uskadeliggøres eller ligefrem aflives.
