P å børnehjemmet Solgården var ’Plejefar’ enevældig konge, hans ord var lov, og hans fede abefingre gik aften efter aften på opdagelse under de små beboeres nattøj. Hjemmet i Tarm blev frem til 1976 drevet af Luthersk Mission, og den pædofile forstander havde frit spil: Børnene holdt loyalt tand for tunge, deres forældre var over alle bjerge, og asylets kristelige bagland besvarede rygterne med hovedrysten og opbyggelige bibelvers.
I ’Dem der ikke tier’ sætter Peter Øvig fokus på »nogle af de mest oprivende, forfærdelige begivenheder, jeg har undersøgt«. Store ord fra en mand, som tidligere har taget livtag med torturbødler, drabsmænd og voldsparate venstrefløjskriminelle. Men bogen er i særklasse hårrejsende, fordi den handler om socialt forkomne børn, som blev fjernet fra deres hjem og anbragt på statsautoriserede institutioner, hvor de blev udsat for brutale opdragelsesmetoder og seksuelle overgreb.
