Til alt held kommer jeg til at læse Linn Ullmanns to seneste romaner i kronologisk orden:
Først den knugende psyko-etiske eksistensgyser ’Nåde’ (som i mit læsehoved forbliver behjertet, men hurtigt afrystelig føleprosa), derefter den lysår mere ambitiøse ’Et velsignet barn’, som i den forløbne uge har boet i min inderlomme (og tilmed hjemsøgt mig i drømme), og som jeg uden tøven udnævner til et fuldgyldigt hovedværk i et endnu ungt og usædvanligt lovende forfatterskab. Eksistensgyseren først: Johan Sletten skal dø af kræft, og hans stakkels lægehustru accepterer modstræbende at gøre ’det fornødne’, den dag hans tilstand bliver uværdig eller ubærlig. Vi følger parrets sammenbidte slingrefart mod verdens ende – fortrøstningen, som afløses af fortvivlelse, efterhånden som kroppen går fallit og sjælen følger slukøret efter.
