Når man vil have en indføring i moderne islandsk litteratur, er genudgivelsen af Einar Már Guðmundssons romaner et godt sted at starte. I 1944 blev Island en selvstændig republik – ti år senere blev Einar Már født, og sådan voksede samfund og forfatter op sammen på jagt efter deres identitet. Den slags er hverken nemt for lande eller drenge, så det hjalp, at nation og folk stod med fødderne solidt plantet i fortidens sagaer og en stærk fortællekultur, som også Einar Már Guðmundsson er rundet af. Den nye nation knagede ellers i fugerne under påvirkningen udefra – fra amerikansk tv, USA’s base i Keflavik og fra ungdomsoprøret, som kom til Island med fiskerflåden, der tøffede pigtrådsmusik og beatleshår ind direkte fra Liverpool. En åndelig engelsk-amerikansk kolonisering, der truede med at tage over, hvor den danske havde sluppet. Men som bekendt var der ingen grund til bekymring. Island bibeholdt og videreudviklede sin egen levende kultur. Kaffedrikkende mødre Einar Már Guðmundsson bed sig fast som forfatter i 1980’erne med den halvvejs selvbiografiske Reykjaviktrilogi, der består af ’Ridderne af den runde trappe’, ’Vingeslag i tagrenden’ og ’Regndråbernes epilog’. I de tre bind, som handler om at vokse op i 50’erne og 60’erne, er Island stadig på vej, og forventningerne til den første frie generation så høje, at de unge ikke gider leve op til dem. I stedet koncentrerer de sig om at leve i nuet med opdræt af duer, drengestreger, forelskelser og beatleshår, mens deres moderne virkelighed vandrer hånd i hånd med det gamle islandske troldtøj – dværge og elvere. ’Reykjaviktrilogien’ er mesterlige minder fra en brydningstid, skrevet med lune og det specielle nordatlantiske øje for folks særheder og for sære folk. Betagende er især beretningerne om de enfoldige i ’Regndråbernes Epilog’, hvor fantasi og virkelighed flyder sammen i en brandstorm af et uvejr, der slukker for strømmen i den moderne hovedstad. Magisk realisme kaldes stilen, der har rødder i den gamle islandske fortælletradition, og som i ’Reykjaviktrilogien’ nedarves gennem de evigt kaffedrikkende mødre, der sladrer og digter, så sagaskrivernes gener dirrer. Sparsom trævækst Flere år efter de tre romaner skrev Einar Már Guðmundsson en fjerde om at vokse op: ’Beatlesmanifestet’. Heller ikke her går mødet mellem den islandske kultur og beatlesuniverset stille af med drengerøven Johan som hovedperson. I Danmark er ’Beatlesmanifestet’ nok Guðmundssons bedst kendte roman. Selv huskede jeg den som sjov, men i dag står den som den svageste. Måske fordi den er skrevet så meget senere end de andre, bærer den præg af at være en ældre mands erindringer om en svunden tid, hvor kække knægte slog gækken løs. Den virker lige så overgearet, som de tidligere virker ægte. Som islændinge flest har Einar Már Guðmundsson stor interesse for slægtsforhold. Selv lader han en af sine fortællere forklare fascinationen sådan her: »Jeg fører slægtsforskningsinteressen tilbage til manglen på træer i landet. Det er på grund af den sparsomme trævækst, at folk holder sig til stamtræer og farer vild i en skov af aner«. Islandsk fortælletradition I sin næste trilogi ’Fodspor på Himlen’, ’Drømme på jorden’ og ’Navnløse veje’ begiver Guðmundsson sig ud i sin egen skov af aner for med dem som kilder at genskabe Island i første halvdel af forrige århundrede. Slægtstavlen er bragt bagest i romansamlingen. Det er grumme forhold, fortidens islændinge måttet leve under. Sult, kulde, spansk syge og tuberkulose. I første bind må forfatterens farforældre afhænde deres ti børn til opfostring på forskellige gårde. Det var ikke usædvanligt, når familier på grund af fattigdom, arbejdsløshed eller anden ulykke ikke kunne tage vare på eget afkom. En af staten lønnet ’fattiginspektør’ sørgede for at matche børn og bønder – med svingende held. Og mens man følger denne mosaik af søskende, der vokser op hver for sig på gårde ude i landet, får man et fascinerende billede af Island for små hundrede år siden. Kårene er kummerlige, men familiesagaen er befolket af stærke skæbner og viljer. Igen er det den islandske fortælletradition, der er kittet, som holder sammen på det hele. Digte skrevet af forfædre – og især formødre – huskes og skattes. Og i fimbulvinteren er det historierne, der garanterer overlevelsen: Der skulle »kraftige historier til, før tænderne holdt op med at klapre i munden«. Men det går, for farmoren fortæller »alle de historier, hun kunne om trolde og kæmper, krydrede dem med ildspyende vulkaner, elverprinsesser, sagesløse hyrdedrenge, der måtte flygte for trolde, og troldkældinger, der lod sig overrumple af dagslyset og blev til lavaklipper«. Grotesk og poetisk Evnen til at fortælle om det virkelige og det overnaturlige, så man får varmen af det, er gået lige ned gennem de islandske generationer og ind i Einar Már Guðmundssons romaner. De er alle værd at varme sig ved, men har man kun tid til en af dem, er denne anmelder især faldet for den poetiske ’Universets Engle’ om den skrøbelige Pauls fødsel, ungdom og død i efterkrigstidens Reykjavik. Paul fortæller selv sin historie med vid og vanvid fra tosseanstalten Kleppur. Det er en af den islandske forfatters mere socialrealistiske romaner, tilsat en knivsspids ’Gøgereden’, og tonen er den ægte guðmundssonske – på en gang grotesk og poetisk. I ’Universets Engle’, som han velfortjent modtog Nordisk Råds Litteraturpris for i 1995, samler Guðmundsson trådene fra sine andre romaner.

Romaner