Flere af mine engelskundervisende venner har klaget over den danske titel på denne roman om den enfoldige, men dog ikke usmarte afroirske tolk, ’zebramanden’ Bruno Salvador.
Den hedder nemlig direkte oversat ’Missionens sang’ og er den sang, som synges af en sort skæbnesvanger sygeplejerske i løbet af romanens plot; om, hvem der narrer hvem, om guld og grønne skove nede i Congo og omegn. Men på dansk lyder det jo nok for meget af indre mission eller missionærstilling, så jeg kan godt forsvare den danske titel. God kan jo både betyde noget decideret positivt og så noget dumdristigt naivt, sådan som vi især kender det fra dramatikeren Brecht og hans simple skæbner i diverse lærestykker. Bruno Salvador bliver anyway af sine arbejdsgivere, den engelske dronnings hemmelige tjeneste, bedt om at tolke mellem vesterlandske og afrikanske interesser på en ø ude i Nordsøen. Sagen er, at Salvador er et sproggeni på afrikanske dialekter og kan forstå alt, hvad deltagerne hvisker til hinanden internt og intimt om dette og hint.
