Frederik VII var en fordrukken og efterhånden stærkt overvægtig lystløgner, to gange fraskilt, men med en særegen evne til at være kongelig, når det skulle være.
Hans far havde ved sin død i 1848 overdraget sin umulige søn den lige så umulige opgave at afvikle enevælden. Frederik havde ulyst til magten og gav den gerne fra sig, hvilket som bekendt skete allerede samme år. Han kunne dog ikke lade være med at blande sig, da han modsatte sig Slesvigs deling ved sproggrænsen som udvej i den ulykkelige situation i hertugdømmerne under treårskrigen 1848-50. Det kostede adskillige kvaler og endnu en krig, inden Danmark var parat til acceptere denne løsning som en sejr i 1920. Møller giver et fint tegnet portræt af skikkelsen Frederik VII med alle hans særheder; forkærligheden for ekstravagante uniformer, den arkæologiske raptus og hans lune. Der er siden førsteudgaven af denne bog i 1994 udgivet kilder og litteratur, der kunne have beriget fremstillingen, men som introduktion til en af de besynderligste og mest farverige figurer, der har siddet på den danske trone, fungerer denne genudgivelse godt og sikkert og er dertil velillustreret.
