Marina Cecilie Ronés novellebind begynder med Johanna, der på vej til Easy Jet’en er ved at kløjes i klaustrofobi og rastløs kvalme over alle de andre.
I flyet bliver hun klemt inde mellem to skvaldrende tyske ægtefolk, men så gribes de af Den Tyske Kollektivskyld og hun af ægte dansk bedreværdsfølelse – og er igen ovenpå. Tæppe. Så spoler Marina Cecilie Roné tilbage til 1930’ernes tyske hverdag under hagekorset. Her er Eva, der hjælper Mor med at binde blomster til Hitler-fest, ægteparret på krydstogtferie med Kraft durch Freude-skibet ’Walter Gustloff’ og drukmåsdigteren, der finder ud af at peppe sin ’lyrik’ op med tidssvarende Heil Hitler’e. Lugten af mennesker Her er den jødiske tandlæge, der pludselig kun må behandle jøder, så hans fine nye skilt må rettes til, og den halvjødiske pige, som får bleget håret med brintoverilte, så hun vinder en børnekonkurrence og bliver fejret af Dr. Goebbels som »naturtalent«. Og her er dagen, da Magdas mand bliver indkaldt, og en samfundsfjende bliver klippet skaldet på torvet. Og dagen, da krigen bryder ud, mens retsmedicineren Wilma hellere vil skrive til sine forældre om fire nye bjørne i Zoo. De ni noveller er suggestive variationer af Brechts ballade om ’menneskets infame tilpasningsevne’. Med fin antydningskunst når Marina Cecilie Roné ind under huden på menige tyskere, der euforisk eller resigneret stiller ind på de nye tider. Omkring dem emmer lugten af mennesker, der er blevet til masse – og »Resten er en hvisken. En ildevarslende vind, der får trækronerne til at synge en sørgesang i natten«. Marina Cecilie Roné er en raffineret stilist. Hun mestrer det listige understatement, der pludselig langer ud med et knojern i handsken. Meget effektivt. Meget lovende.
