Hvor Erling Jepsen siden sin debut i slutningen af 1970’erne igennem ganske mange år foretrak dramatikken frem for epikken, har han i de senere år slået gevaldigt igennem som romanforfatter.
‘Kunsten at græde i kor’ blev det populære gennembrud for ham, og succesen er ikke blevet mindre efter den vellykkede filmatisering. ‘Kunsten at græde i kor’ er på sin vis en frygtelig barsk historie om en fars seksuelle overgreb på sin datter, men på grund af fortællegrebet – historien fortælles af den 11-årige søn og fortælles i nutid – oplever læseren nok rædslerne, men må samtidig sidde med en tilbageholdt boblelatter, for netop den 11-åriges måde at ræsonnere på gør, at det frygtelige, som den gudfrygtige mælkemand gør mod sin familie og især mod Sanne, datteren, i første omgang glider ind i læseren som noget overkommeligt, pudsigt og direkte lattervækkende. Fortalt som det er med drengens naivitet og båret af hans solidaritet. Men når bogen er lukket, og eftertanken har sat ind, føler læseren med ét en intens kvalme. Historien er lagt tilbage til 1960’erne til en lille by i Sønderjylland, og lillebyens snæverhed, sammenspisthed og ubærlige hykleri gør, at denne læser takker, hvem der end er at takke, for, at hun har haft held til at vokse op i en storby.
