Lyt til artiklen
Vi er ved Vesterhavet, havet som aldrig sover, bølger bruser, vinden suser, og hvor klitter og skrænter oser af fjern urtid og nuværende naturkatastrofer.
Der er højt til himlen om dagen, og natten har nordisk kogleri med strejf af det, de franske kalder for noir. Man finder således nogle menneskeknogler i strandkanten, og de er ikke fra hedenold. Snarere måske fra en svunden sommer, hvor nogle glade studenter fejrede deres eksamen. Kan de mon tilhøre en ungersvend fra ungdommens vår, hvor Anne Lebæk sværmede for Anders?
