Lyt til artiklen
Jeg ser min mor komme gående imod mig på gaden. Pandehåret og armene, der svinger i takt med gangen, er hendes. Frakken er en, jeg genkender fra garderoben. Men da hun kommer tæt på, er hun alligevel ikke min mor. Hver gang det sker, er det et lille chok. Jeg frygter, hvordan det vil føles at se hende komme gående sådan, når hun ikke er her mere.
I Pia Tafdrups digtsamling ’Hjertet i zenit’, som Tafdrup har viet til sin mor, findes et svar, der mildner frygten. I et af samlingens sidste digte genser digterjeget nemlig sin mor efter døden:
