Sidste sommer ryddede Helle Malmvig Weekendavisens forside med sit digt om en opvækst i Hellerup, hvor hun opflaskedes med Stefan Zweig, frekventerede den Hirschsprungske og ferierede i Alsace, men samtidig og i det skjulte gennemlevede en rædselsfuld barndom, udsat for forældrenes vold og seksuelle overgreb.
Digtet ankom med den polemiske titel ’er jeg berettiget til en traumatisk barndom Glenn Bech?’ og inviterede dermed også til debat. Malmvig, som i barndomsårene spejlede sig i Tove Ditlevsens skildringer af arbejderklassens ensomme børn, var provokeret af Bechs syn på overklassen som en enklave, hvor det værste, der kan ske, er, at Irma lukker.
