Den passage, jeg husker tydeligst fra Laura Ringos ’Efter kort tids sygdom’, finder sted på et hospital. Det handler om en patient, der hedder Gitte.
»Gitte har ondt i røven. En flænge i endetarmen, som er meget smertefuld og tager lang tid om at hele. (...) Hun står over for et valg, siger lægen, enten skal hun bide smerterne i sig og vente på, at flængen vil hele af sig selv, det er bare et spørgsmål om tid. Alternativt kan de lave en operation, men der er stor risiko for efterfølgende fækal inkontinens. Og at smerterne ikke forsvinder. – Jeg ved ikke, hvad jeg skal vælge, siger hun med gråd i stemmen. – Det er desværre op til dig, siger sygeplejersken. – Jeg kan ikke tage beslutningen for dig. – Tænk, at smerter kan være så invaliderende, siger hun. – Jeg fejler ikke noget livstruende, men jeg har måttet lukke mit firma, sælge mit hus. Jeg kan ikke engang passe mine børn«.
