Motivet er ikke nyt. I hvert fald ikke på film, hvor kultklassikeren ’I Spit on Your Grave’ (1978) én gang for alle gjorde voldtægtsofferets hævnmission til en af horrorfilmens subgenrer. Men heller ikke i litteraturen, hvor allerede middelalderens folkeviser skildrede voldtægt og hævndrab, som i riddervisen ’Hr. Ebbes Døtre’, hvor to skønjomfruer stikker deres voldtægtsmand ned lige foran kirkealteret. Og dog føles motivet ikke mindre aktuelt i vor egen tid, hvor der til stadighed er nok at hævne. Hvor Epstein-sagen har rullet i al sin hårrejsende grufuldhed. Hvor partnerdrab, der hovedsageligt rammer kvinder, stadig er den hyppigste drabstype.

Så en grusom ’furieroman’ som svenske Lina Wolffs, hvor en midaldrende grisebonde og husmor indser, at hun er udvalgt til at hævne alle forurettede kvinder og børn, hvorefter hun giver sig til at myrde løs på byens »perverse stoddere og pædofile svin«, kan derfor godt siges at falde på et tørt sted.