Tiden har gnavet lidt i de mindre værker, men bøger som ’Aben Osvald’ og ’Mis med de blå øjne’ er juveler i billedbogskronen.
Nu drejer det sig dog om ’Fredrik med bilen’ (1944) og ’Bugivugi og hans fire sønner’ (1946). De har mesterens mærke uden at nå helt til tops. Uimodståelig uskyldighed er Egon Mathiesens kendetegn. Han fjumrer med ordene, snakker ind over dem og finder altid de rigtige til sidst. De reneste. Det samme gælder billedsiden, der er uden dikkedarer og renset for fyld. Så enkelt er det! I ’Fredrik med bilen’ handler det om at finde et barn, der er sort. Man holder vejret. Går det an endnu! Bestemt! For Fredrik finder ud af, at alle børn er »akkurat som Fredrik, kun i andre farver«. Fortsat respekt også til ’Bugivugi’, der har fået sig en kreativ familie med både musik, rim og trylleri. Egon Mathiesen tegnede og fortalte fra det frigørende syn på barndommen, som blev til efter verdenskrigen, og som var anført af Astrid Lindgren og A.S. Neill og senere blev til lilleskolerne og en ny pædagogik. Der var højt til loftet.
