Hvad lavede Michael og Kay og Sonny og Fredo Corleone for ikke at nævne Tom Hagen, Fat Paulie Fortunato, Pete Clemenza, Rico Tattaglia og alle de andre interessante skurke, der befolker Mario Puzos og Francis Ford Coppolas mafiaunivers, i de perioder af deres liv, som hverken Puzo eller Coppola har beskrevet?
Det får man en del af svaret på i Mark Winegardners ’Godfather vender tilbage’, som kronologisk føjer sig ind i sprækkerne – 1955-58 og 1959-62 – mellem de tre Godfather-film og desuden griber tilbage til Michael Corleones barndom og ungdom fra 1920 til og med hans indsats i Stillehavskrigen. Det er et imponerende projekt, Winegardner har givet sig i kast med: at give nyt liv og yderligere karakter og dybde til Puzos og Coppolas i forvejen stærkt tegnede hovedpersoner og deres myriader af bipersoner samt at skabe en spændende handling, der kan fungere uafhængigt af de eksisterende værker, samtidig med at den forbinder dem på en logisk og troværdig måde.
