Goethes skuespil er - bortset fra 'Faust' - nok mere nedgnavede af tidens tand end hans digte og romaner. Men som læsetekster og kulturmindesmærker er de ikke uinteressante, og det er al ære værd, at den nyslåede professor Erik A. Nielsen nu har udsendt sine oversættelser af to Goethe-dramaer på det tapre forlag Multivers, endda i en udgave med originalteksterne på tysk på venstre- og den danske gendigtning på højresiderne. Urealistiske forventninger Både 'Torquato Tasso' og 'Iphigenie på Tauris' er en slags sygdomsstudier, siger Nielsen i sit glimrende og instruktive efterskrift. Den italienske renæssancedigter Tasso var i perioder sindssyg, og Goethes skildring af ham lader ingen tvivl tilbage om, at den beundrede skjald er både paranoid og urealistisk i sine forventninger til verden. Fortidens uudholdelige skikkelse Men Iphigenie? Skikkelsen og stoffet er lånt fra Euripides, og Iphigenie selv står hos Goethe (ligesom hos Racine, der også genskrev den klassiske historie) som den ædle, selvopofrende kvinde, der bringer ligevægt i et forstyrret univers. Det er da heller ikke hende, men hendes traumatiserede bror Orestes, der er Goethes patologiske studieobjekt. Han er, siger Nielsen, forfulgt af fortiden »i dens mest uudholdelige skikkelse«. Hofmanden og realpolitikeren) Antonio Det er Orestes, der har måttet dræbe sin mor Klytaimnestra og hendes elsker Aigistos, fordi de har dræbt hans far Agamemnon. Dermed er han både hævner og selv skyldig, og Goethe lader ham se endnu længere tilbage i en kæde af mord og hævn, der hviler som en forbandelse over hans familie, det mykenske kongehus. Først Iphigenies forbøn for ham hos de guder, hun tjener som tempelpræstinde, og hendes vilje til uselvisk handling ophæver forbandelsen, og hun kan vende hjem til Grækenland fra det fjerne, barbariske Tauris sammen med sin bror og indlede en ny æra. I det perspektiv er de to skuespil nært forbundne. De handler om at skabe de »mere komplekse og tempererede karaktertyper«, som Nielsen daterer til omkring 1800. I 'Iphigenie' forenes det mandlige med det kvindelige, i 'Tasso' tilstræbes - og mislykkes - en syntese mellem følelse og fornuft, udtrykt ved digteren Tassos motivblandede tilnærmelse til hofmanden (jeg havde nær sagt: realpolitikeren) Antonio. Velkommen og brugbar Goethe-udgave Men også formelt ligner de to stykker hinanden. De klassiske, formfuldendte blankvers dækker over stærke lidenskaber: »Stilen er meget langt fra at være ekspressionistisk, skønt konfliktstoffet er voldsomt ekspressivt«, skriver Nielsen, der respekterer Goethes form fuldt ud. Versene er overholdt, også helt ud i de afvigelser fra pentametret, som findes i 'Iphigenie', og gendigtningen følger originalen nærmest linje for linje. Selv med denne høje grad af troskab er sproget i den danske version dog frit for guldalderpatos og snørklede ordstillinger. Erik A. Nielsen har imidlertid en højere procentdel linjer med kvindelig udgang, end Goethe har, og det gør helhedsindtrykket en smule tungere, ligesom hans forkærlighed for udgange, der nærmest har to betonede stavelser: »... forbandelsen er løst så« (min kursivering) over for Goethes »so löset sich der Fluch«, i 'Iphigenie' vers 2115. Nok fra afdelingen for nøjeregnende nidkærhed. Alt i alt er det en velkommen og meget brugbar Goethe-udgave, vi her har fået.