Når det gælder mord, er der tre kategorier af detektivhistorier. Den første og mest primitive er 'hvordan gjorde hun det?'. Det er her, læsereninviteres på en mere eller mindre opfindsom gætteleg udi de mest usandsynlige - men dog teoretisk mulige - mordmetoder, hvor klippede knivskarpe tigerknurhår i maden, issyle og eksotiske gifte er standardingredienser. Hvem? Lidt mere interessant er den næste krimikategori 'hvem gjorde det?'. Her er vi stadig i gættelegens domæne, men i den mere interessante ende, hvor læseren kan brydes med detektiven om, hvem der først knækker nøden og afslører gerningsmanden. I den primitive Ellery Queen-variant samles alle de mistænkte til sidst i et rum, hvorefter sløret løftes, men det kan gøres betydeligt mere interessant og originalt. Hvorfor? Jo mere vægt der lægges på de psykologiske faktorer, og jo mindre det rent tekniske opklaringsarbejde fylder, desto tættere kommer man på genrens fornemste variant 'hvorfor gjorde hun det?'. Her gælder det de psykologiske forklaringer på en ekstrem handling, og her kan morddramaer uden problemer svinge sig op til at blive verdenslitteratur - tag bare Dostojevskijs 'Forbrydelse og straf', hvor selv forbryderen aldrig for alvor bliver klar over sine motiver. Helt deroppe er vi ikke med P.D. James' nye roman, men når det gælder seriekrimier med en fast helt, bliver det ikke meget bedre. Begavet og arrogant I Adam Dalgliesh har James fundet en noget nær ideel detektiv. Belæst, beleven og naturligvis ualmindeligt højt begavet, men samtidigt med en stor snert af arrogance og kølighed, der gør det hele til at holde ud og holde af. Og er man som undertegnede faldet for James og hendes meget britiske krimier, kan man glæde sig til dette nye skud på stammen. Formularen er den sædvanlige. Et celebert mord, et arkitektonisk interessant gerningssted og en lille, men eksklusiv skare af potentielle mistænkte. Og så Dalgliesh og hans håndplukkede team. Menneskeskæbner Som altid hos James er mordet og for den sags skyld opklaringen på mange måder en biting, der primært tjener til at drive handlingen fremad. Den virkelige attraktion er menneskeskæbnerne, der er skyllet op på den lille britiske ø, James har opfundet til lejligheden. Det er dem, hun - gennem Dalglieshs afhøringer - er en mester i at rulle op og beskrive i sine små kapitelvignetter. Samtidig med at man får endnu et kapitel i Dalgliesh og hans assistent Kate Mishkins egne, på hver deres måde ikke overvældende lykkelige liv og kommer lidt tættere ind på livet af det nye medlem af trekløveret Francis Benton-Smith. 'Meiosis' er ikke just det første ord, der slår en, og at ordet - der henviser til en afgørende del af den seksuelle reproduktion - ikke forklares yderligere, er noget af det herlige ved James, der trods sin høje alder bevæger sig i et imponerende højt intellektuelt luftlag.