Det er noget af det mest forunderlige. Hvis nu man forestillede sig, at Kingo var genopstanden og havde taget en ordentlig dosis lsd, så ville resultatet måske ligne Simon Grotrians ny salmebog, 'Jordens salt og verdens lys'. Simon Grotrian (f. 1961) har i og med sin attende digtsamling endelig taget springet ud på de 70.000 favne vand, nu tones der endelig så fuldt og rent Jesus-flag, som tænkes kan, efter mange tidligere signaler og vink: 'Troen kan vi ikke gruble/den skal bare pakkes op'. Selv om man som jeg er en kølig agnostiker, er det umuligt at overhøre opfordringen til oppakning, ikke mindst fordi metrikken gungrer og danser vildt af sted i disse salmer. Salmer er ikke det store hit I 1674 skrev John Milton, at 'Paradise Lost' var skrevet på 'English Heroic Verse', hvormed han mente urimet - i modsætning til alle de nymodens digtere, der sad fast i 'the troublesome and modern bondage of Rimeing'. I moderniteten blev billedet vendt på hovedet, så det var avantgarde at bryde med rimet og omvendt bagstræberisk at hænge fast i det - jeg kan godt lide, at Grotrian nu kommer sprængende med al sin metrik og stik imod Milton. Det er velkendt, at det kirkelige sprog forekommer pompøst, naragtigt, stift og hult, og at de fleste præster prædiker elendigt - og selv om jeg selv med flere er store elskere af Kingo (især) og Brorson, f.eks. Kingos verdensmesterlinje: 'Den Sabel-brune Nat', så må vi nok erkende, at hverken prædikener eller salmer ligefrem formår at trække folk til huse. Eva og cykelslangen Her kommer så Grotrian! Som De vil kunne se, er Grotrian også i slægt med en Halfdan Rasmussen. Halfdans rim og remser lyder lystigt gennem dønningerne af hostesaft. Denne hybrid, Kingo klonet gennem Halfdan, og isprængt en smule grundtvigiansk vanvid, avler tilsammen Grotrians umage og barokke og utrolige (trolige) salmer. Det interessante er, at al Grotrians henvisning til en religiøs transcendens er massivt pakket med konkrete billeder og elementer, f.eks. sådan her: »Da blir de ventende cykelture lange/vi har punkteret syndefaldets slange/Eva ånder latter i/et nådesødet alibi«, hvor der helt typisk ordspilles på koblingen slange og cykelslange. Ellers er ikonografien i store dele afledt af en klassisk dansk salmetradition og Bibelens gemmer, der er sol, tordensky, himmel og flammer, der er roser, mannatræer og klokker, der er vinger og drømmehvælv, der er hav og bølger, der er duer og bjerge, der er fakler og tabernakler, der er vin, sild og tønder, der er aftenstjerner og kirkespir. Grotrians originalitet Men Gotrian blander overalt kortene på sin helt, helt egen måde, hør f.eks.: »Morgensolen vælder ud/af ærmegabets junihud/halleluja, i verden står/vi op som dine kære får', hvor 'ærmegabets junihud« jo er mirakuløst. Sindelaget er derimod helt konventionelt, og enkelte steder på grænsen til det fade og ligegyldige - der er tale om følelser af mildhed, glæde, fylde, trøst, lys, varme, tro, humor og måske især taknemmelighed. Grotrian takker sin Gud og Skaber fra morgen til aften: »Når klokken ringer solen bort/og visse bønner kom til kort/da takker jeg alligevel/fordi jeg lever, hvilket held«. Vrøvl, nonsens, vås, volapyk Der er en indlysende og selvlysende spænding i digtene, mellem dette helt enkle og næsten banale, og så den barokt-grinende, flænsende og gakkede Grotrian. I den ene ende lyder det sådan her: »Velsign mit barn, du kære Gud/og lad det holde livet ud/og tænd et lys på sjælens tinde/for verden selv, for os herinde«, en smuk lille bøn. I den anden ende sådan her: »Når vintrene svigter i ring om ækvator/og somrenes pligter er slips i elevator/når solen er drysset, og parrene går/og skyerne lister sig gennem dit hår/da fodrer han salmer med græsset, da høres/en susen fra palmer, hvor grøfterne køres/jeg tier, for hér kunne samtale føres« - hér er det semantiske endt i dybere eller fladere vrøvl, nonsens, vås, volapyk. Religiøsitetens anden side Men det er netop, hos Grotrian, det pureste vås, det reneste sludder. Og deri ligger det interessante: i spændet mellem den lille bøns rørende enkelhed og det rene sludders barokke munterhed. Som Grotrian selv skriver, er der netop ikke tale om vild og ustyrlig fantaseren, for 'fantasien sætter grænser', som det ganske rigtigt og ikke-trivielt hedder. Grotrian er strengt taget hverken gal, genial eller original - han er kristelig, ydmyg, opfyldt af miskundhed, men på en sådan måde at: »de dampende gazeller/bryder ud af versets kælder«. Grotrian er ikke Milton, ej heller Kingo, eller sågar Halfdan; men jeg synes, han her med umådelig kraft og vid og strenghed og mildhed kommer lige netop dén betrængte religion til hjælp, jeg ellers helst så forsvinde hen, hvor peberet gror, her i denne verden, hvor religionen viser sig som intolerance, had, uforstand, fanatisme, idiotisk voldelighed - eller blot fjoget og intetsigende sludrevornhed som i folkekirken. Grotrian og disse salmer minder os om religionernes anden side, her den der er forbundet med fylde og glæde og ikke-narcissistisk taknemmelighed: »Kristus er frelser og helt suveræn/han går mod os i andendagsrugen/vi standser som bølger af hvidt porcelæn/med et anker, der sidder i dugen«. Det er noget af det mest forunderlige.