Ingen af dem behøver nærmere præsentation, for teksterne er jo den korte slags spidsformuleret essayistiske rif, der i mere end halvtreds år er føget fra ham ind imellem digte, noveller og romaner.
Og tegningerne er netop de tilsyneladende groft henkastede strøg med hele skitsens øjeblikssansede liv, der også gør M umiskendelig blandt de faste tegnere her i sprøjten.
Men alligevel: Hvorfor nu lige de to? Sådan skal man jo tænke, når de – så vidt jeg da ved, men jeg hører nu aldrig noget ordentlig sladder – ikke deler privatliv. Og når tegneren først blev født det år, forfatteren debuterede. Og når tegningerne slet ikke illustrerer teksterne, men højst akkompagnerer dem.
Nærmest kommer de hinanden, når hun skitserer to kvinder i Loden, set bagfra midt i et af de adstadige bytursskridt med svag skulderhældning; mens han nærmest kontrapunktisk skriver om ’Mode’, catwalk og modellernes rasende eller iskolde miner, der efterhånden »stærkt minder om ucamoufleret had«.
Teksterne er diskret ordnet
Eller når hendes bredbugede byvandrer med iPod og hørebøffer står og overhører hans forsvar for »opusmusikken« og foragt for »musik som støj«, som man kan »lytte til uden at høre noget som helst«.
Teksterne, hver kun på én side, er diskret ordnet (næsten) alfabetisk efter emneord, fra ’Byen’ og ’DR’ til ’Venstrefløj’ og ’Ytringsfrihed’.
Så når – hvis! – Carsten Jensen under ’Humor’ skulle læse, at han af mangel på samme »ikke – om han så stod på hovedet – nogensinde (kan) skrive fiktion, der duer«, så har han formentlig allerede læst under ’Fjender’, at uden deres »skrækbillede af én selv for øjnene ville man kun halvvejs vide, hvem man er«. Og dér må Rifbjerg jo vide, hvad han taler om.
Tilløb til automatpolemik forklares af det modsatte: dyrekøbt erfaring af den selvkritiske art, han kalder »humor« og uden hvilken f.eks. ’Venskab’ heller aldrig kan holde. Dén tekst er for enhver, og det samme er en coda om ’Døden’.
Lynstreger af hverdagens mennesker
Mens man ville være tilfreds, hvis blot Aftenshowets værter og allandsens andre »speakere og hallo-mennesker« ville læse mandens indædte tilintetgørelse af den omsiggribende ’Kælenskab’, »tuttenutteriet« som »kynismens naturlige følgesvend«!
Over for rif, vris og bid, suk og selvprøvelse står tegnerens lynstreger af hverdagens mennesker, på perronen, i køen, ved stoppestedet, foran disken. Stående eller på vej, med mobil i hånd og blikket indadvendt – signalementer med en paradoksalt løst skitseret detaljepræcision, man må til Eiler Krag for at finde sidestykker til.
De klæder hinanden
Afbrudt af hele opslag med frapperende frække by- og gadebilleder, uden ord eller personer, højst en bil på vej mod forsvindingspunktet under motorvejsviadukten. Fem vandrette og to-tre lodrette kulstrøg – og man kan lugte udstødningsgassen!
Men hvorfor klæder de to så hinanden i denne kønne, lille men omfattende udgivelse i delikat kvadratformat? Måske fordi de begge behersker den dagsaktuelle refleksion med en spændvidde og selvfølgelig elegance betydeligt ud over dagen og vejen.
Og fordi de i hinanden genkender sulten efter at fastholde øjeblikkets dybde – og suget efter samtidig at fatte tidens ilen. Gerne fra en synsvinkel lidt foran den.
fortsæt med at læse
