På et tidspunkt har Slamsuger-Barry en veninde, der er så usædvanlig meget smukkere end hans sædvanlige campingplads- sæson-kærester, at ingen kan bestille det, de plejer, da de ser hende første gang bag baren i pubben. Her har dejligheden fået job, ligesom sine forgængere (og afløsere). Navne på eksotiske drinks med paraplyer kommer ud af munden på stamgæsterne, og hele aftenen må de holde fast ved deres første bestilling, fordi de ikke formår at sige andet på grund af dyb betagelse. Næste aften er de dog kommet så meget til sig selv, at de kan afgive ordre på den sædvanlige pint bitter, og alt bliver helt normalt igen. Eller så normalt som det kan blive blandt et udvalg særlinge i en lille walisisk kystflække i januar. Japansk udenpå, men engelsk indeni Blandt de lynforelskede i baren er også den årlige feriegæst, Miyuki, der altid kommer to uger om vinteren, aldeles uden for sæsonen. Miyuki er et par og 30 år og japansk udenpå, men engelsk indeni. Hendes asiatiske far har hun aldrig kendt, hun kan ikke tale hans sprog, har ikke været i hans land, men hun har lært sig en mængde om Japan, fordi det forventes af hende, at hun ved alt muligt om Asien. Miyuki er på andre måder noget for sig selv, ikke specielt fordi hun er lesbisk, men fordi hun spiser virkelig skodmad, når hun ikke er sammen med sin kæreste, hun drikker mange pints, og hun insisterer på, at kæresten, som hun elsker til vanvid, og hun holder ferie hver for sig én gang om året. Hovedpersonen er især særpræget, fordi forfatteren Dan Rhodes vil det sådan. Som læsere af hans tidligere bøger, såsom ’Den lille hvide bil’, måske vil vide, kan Rhodes godt lide folk, der er lidt for sig selv. Eller det, han konstruerer sig frem til, er lidt for sig selv. Problemet er, at vi alle på hver vor lille måde, kandiderer, så man skal have et særligt talent (såsom Helle Helle har, ifølge anmelderne) for at få det egenartede i det små frem på en ukunstlet måde. Begrænset lykke til deling Dan Rhodes gør sig vældig umage for at være sådan skævsjov. Det lykkes i scenen med Slamsuger-Barry og i et par andre scener. Men ellers ikke. Det går helt galt, da han også vil være dyb, såsom i en historie om en af vennerne, som faktisk viser sig at være en sand ven, og i en historie om kærlighed, der er akavet, men ender lykkeligt. Det viser sig, at forfatteren åbenbart har en teori om, at der kun er så og så meget lykke og harmoni til deling, så når nogen får det godt, skal andre lide. Måske ligefrem dø. Alt er bare så bizart og kunstigt og aldeles charmeforladt, og slutningen så slem, at jeg ikke fatter en brik. Måske er det oversættelsen, der mangler en nuance? Ikke at jeg tror det, for jeg har kun fundet én enkelt lille sproglig ubehjælpsomhed: Side 17: »På college havde de japanske studenter haft for vane at komme hen og tale til hende på deres eget sprog, og hun ville svare« – her burde ’ville’ nok være ’plejede’ eller bare ’svarede’. Men pyt! Det er sikkert ikke oversættelsen. Det er noget uharmonisk og se-mig-hvor-er-jeg-mærkelig-agtigt. Som det er nu, er ’Guld’ bare en overflødig bog. Andre kan være uenige, der er trods alt nogen, der har udgivet den.