Hvis jeg skulle give eksempler på alt det, der gør Hanne Hedetofts tredje roman ’Som en fløjte ved stille vand’ til et stykke middelmådig chick lit med halvhjertede ambitioner om at fange stemningen fra ’Gensyn med Brideshead’, ville denne anmeldelse tage meget mere plads, end romanen fortjener. Lad mig derfor blot skitsere den ikke uefne ramme, som forfatteren dog taber på gulvet: En enlig dansk kvinde omkring 40 – freelanceskribent – river tre uger ud af kalenderen op til jul for at besøge sin charmerende, af livet forkælede fætter og hans engelske kone og fem børn i London. Da psykologisk og anden usandsynlighed løber amok i dette univers, behøver jeg ikke nævne anledningen til det lange besøg. Men der har været noget underligt ved fætterens adfærd i den seneste tid, og da Hanne Hedetoft (trods et par bøffer) skriver effektivt og slagfærdigt og punktvis præcist, nåede jeg at få forventninger på de første sider. Men jeg blev slemt skuffet, for selv samme slagfærdighed er en farlig ingrediens, som man skal økonomisere meget med, hvis man nærmer sig alvorlige emner i en roman. Og vi er immervæk inde over en pubertetsdrengs selvmordsforsøg, læserens mistanke om incest, en kvinde, der trods rungende – og glimtvis erkendt – overfladiskhed skal finde sig selv, og en ægtemand og far i midtvejskrise. Men det hele: problemerne, de dramatiske hændelser, relationerne, ja selv sproget, falder for bagatelgrænsen. Apropos bagatelgrænsen, så er det i genrens obligatoriske telefonsamtaler med bøssevennen lige før, vi også får ringetonerne (vi hører dog aldrig, hvilket sprog personerne taler indbyrdes). Der er i ’Som en fløjte ved stille vand’ simpelt hen skøjtet hen over alt det, dens emner elementært kræver. Og man må da ellers tro, at forfatteren selv har valgt dem. Hvad der i en god forfatters hænder ville være dramatiske højdepunkter, slippes i fri luft og manglende empati og indsigt – til fordel for det fladest tænkelige romanbladsunivers – og lidt turistsnak om det skønne London. Fordi denne bog synes skrevet til meget indskrænkede læsere, føler jeg mig nærmest forulempet.