Forbudt i Kina. Det står der med store typer på det bånd, der er lagt omkring omslaget på romanen ’Folkets tjener’. Her kan man også læse begrundelsen fra Kommunistpartiets propagandaafdeling: »Denne bog ærekrænker Mao Zedong og hæren og er fyldt med sex. Må ikke distribueres, udleveres, kommenteres, omtales eller gengives«. Det er den nu alligevel blevet, om end ikke noget kinesisk forlag turde binde an med den. Romanen har levet sit liv i uddrag i undergrundstidsskrifter og er blevet oversat til en række sprog, herunder engelsk, som er grundlaget for den danske oversættelse. Yan Liankes roman udspiller sig i 1967 under kulturrevolutionen, hvor Mao-kulten var på sit højeste. Den er udformet som en kærlighedshistorie om et umage par, men er i bund og grund en satire over en grusom politisk opdragelse og et korrupt magtsystem, der resulterer i en absurd livspraksis, som hver enkelt kineser måtte underlægge sig. Maos kulturrevolution var vanvid og hykleri Vi kender stoffet fra bl.a. Jung Changs selvbiografiske ’De vilde svaner’. I ’Folkets tjener’ får vi det i en mere humoristisk aftapning, men den underliggende besked er for så vidt den samme. Maos kulturrevolution var vanvid og hykleri og medførte altomfattende ødelæggelse. Yan Lianke formulerer sig af gode grunde ikke håndfast – han bor i Kina – men går eksemplarisk i gang med sin hovedperson, Wu Dawang, der har lært alle Maos sentenser grundigt uden at sætte spørgsmålstegn ved så meget. Dermed er Wu blevet såkaldt mønstersoldat. Det har han tragtet efter, fordi han ved, at en karriere i militæret er en vej ind i partiet, der er et springbræt til forfremmelse og dermed tilladelse til at leve i byen frem for at dyrke jorden som simpel bonde. Dette er faktisk det karriereforløb, hans svigerfar og kone har sat som betingelse for det indgåede ægteskab. Skrevet ned på papir og gentaget af konen efter hvert ægteskabeligt samleje. Wu slider i det som udstationeret i hæren med at få de nødvendige anbefalinger fra sine overordnede for at kravle op ad denne rangstige. Hjemme på orlov oplever han, at ægteskabet er en trist affære, fordi det ene og alene er baseret på en handel. Ægteskab er muligvis en handel i de fleste samfund, inklusive vores eget, men her bliver det sandelig stavet ud. Kommandantens oppasser I militærlejren får Wu jobbet som kommandantens oppasser. Nu er den ihærdige kommandant, for hvem revolutionen er alt, ofte væk på tjenesterejser, hvilket betyder, at det er hans unge hustru, Liu Lian, Wu skal betjene. Og det er ikke just mønstersoldaten Wus evner som gartner, kok og tjener, hun går mest op i! Stakkels pligtopfyldende Wu med alle Maos sloganer på læben aner ikke, hvad han skal gøre, da han bliver udsat for et rent forførelsesoverfald. Tænk ikke i vestlige, moderne baner her! Bare at blive bedt op i soveværelset med en skål æggesuppe til en højtstående embedsmands kvinde i løs natkjole tager pippet fra ham. Hendes perfekte bryster minder ham om de hvide, dampede boller, han producerer og serverer for herskabet, sveden hagler af ham, synet af kvinden lammer ham, så han ser regnbuer for sig, hvor der skulle have været klart dagslys. Inden det kan blive til noget med parret, skal de igennem de sociale uligheder. Liu vil ikke have, at Wu tiltaler hende med det ærbødige ’tante’. Hun beder ham tiltale sig med det mere intime ’søster’. Uforenelig rang Det holder hårdt: »Liu Lian var stadig kommandantens kone, mens han blot var oppasser. Social ulighed tårnede sig op mellem dem lige så uoverstigelige som Den Store Mur, deres rang så uforeneligt forskellige som skyskraber og hytte. Selv hvis han havde haft overmenneskelige evner, evnen til fejlfrit at recitere alt, hvad Formand Mao nogensinde havde skrevet, evnen til at frembringe en banket med ti retter på under et minut, ville det vidunderlige ord ’søster’ stadigt være umuligt for ham at sige«. Rangklasserne, der ikke lader et feudalt system noget efter, lykkes det dog Wu at overvinde, og han kommer til at tiltale Liu på alle måder og hensætte hendes krop – og sin egen – i den yderste ekstase. Til sidst konkurrerer de overgivent om at smadre husets mange Mao-ikoner under tre dages fuldstændig isolation for med denne den mest forbudte handling at overbevise den anden om sin kærligheds styrke. Effektiv brug af politiske sloganer Romanen er virkelig morsom, ikke mindst på grund af dens særlige billedsprog og effektive brug af politiske sloganer, der kommer til at indgå i en absurd logik. Titlen henviser til et skilt med påskriften ’Tjen Folket’, som Liu Lian finder ud af at anbringe på måder, der betyder: Gå op i soveværelset. At tjene folket bliver, ironisk nok, lydigt at tjene de overordnede. Det erfarer Wu på en mere fornøjelig måde end de fleste andre i hæren, der som ham bare stræber efter en eksistens, der giver til dagen og vejen. Man venter hele tiden, at fælden klapper for det unge par, men Wu bliver faktisk forfremmet for »sin overvældende succes med at forene teori med praksis« og udnævnt til ’Eksemplarisk Tjener af Folket’. Liu bliver gravid, og det er den impotente general måske heller ikke helt utilfreds med. Elskerens perspektiv Mesalliancen og den socialt umulige kærlighed har i Vesten en lang romantradition. Den gifte kone, der keder sig, er f.eks. Flauberts Emma Bovary. Den gifte kone, der tager en skytte til elsker, er f.eks. D.H. Lawrences Lady Chatterley. Yan Lianke har brugt samme motiv og set det ud fra elskerens perspektiv, oplagt nok, fordi han bruger modellen til en samfundssatire. Systemet, dette kærlighedspar lever under, er gennemkorrupt, hyklerisk og manipulerbart. Naive Wu er også en brik i et spil, han ikke gennemskuer. Alt er nemlig uforudsigeligt for den enkelte. Hvordan, kan man læse sig til. Det vil sige, vi kan, i modsætning til kineserne, der selv årtier efter Maos død og kulturrevolutionens fallit ikke må nyde en særdeles morsom, velskrevet og tankevækkende satirisk roman om den nærliggende fortid. Går på en knivsæg Yan Lianke (f. 1958) begyndte sin litterære karriere i 1978 som skribent for Folkets Befrielseshær. Hans første roman fra 1994 blev forbudt, men siden har han efter en række romaner og novellesamlinger modtaget Kinas to fineste litterære priser. Men ’Folkets tjener’ og hans seneste roman fra 2006 om eksport af smittet blod fra en landsby i Henan-provinsen, baseret på virkelige hændelser, er også forbudt. Som forfatter går han på en knivsæg, og han er ikke den første, der opfindsomt har kunnet bruge satiren som metode, når alt ikke kan siges med rene ord. Romanens indledningssætning, der foregriber de senere fortællerkommenterende og ironiske nedslag i historien, lyder: »Romanen er det eneste sted for mange af livets sandheder. For det er kun i fiktionen at visse kendsgerninger kan holdes op mod lyset«. Læs denne roman i dette lys, mens De ser OL i Beijing. Romanen foregår i 1967. Det tager lang tid at bløde et system af denne type op. Ikke mindst om dét handler romanen.