Siden 1963 har den 70-årige amerikanske forfatter Joyce Carol Oates udgivet mindst en kort eller (meget) lang roman om året. 54 er det blevet til plus det løse: digt- og novellesamlinger, essays, dramatik og bøger for unge. Alligevel (fristes man til at sige) er hun en anerkendt forfatter og en af dem, hvis navn kommer op i forbindelse med tildelingen af Nobels Litteraturpris. Den har hun nu ikke indlysende fortjent – hvis nogen skulle finde på at spørge mig. For selv om Oates’ senest oversatte roman, den foreliggende ’Graverens datter’ fra 2007, efter en noget tungt selvsvingende og repeterende begyndelse folder sig ud med både spænding og skæbnesus, så er her, når alt kommer til alt, mest tale om gedigen handling og lødigt, selvbevidst skrivehåndværk – men det er måske også alt, hvad man kan forlange af en god roman? ’Graverens datter’ er viet til og skrevet over forfatterens mormors skæbne – en fattig jødisk pige, der fødes på et flygtningeskib i New Yorks havn, på flugt fra Hitlers Tyskland i 1936. (Det er næsten samtidig med forfatterens eget fødeår, 1938, hvilket er noget mystificerende, men selve romanen uvedkommende). Det nye land Den lille piges familie består af to ældre brødre og et par knækkede forældre. Faderen fysisk forkrøblet af sit pariaarbejde som graver og psykisk fornedret af had til det nye lands rigdom, arrogance og massive fordomme mod ham, som de kalder på skift ’nazist’ og ’jøde’. Men han kryber for sine arbejdsgivere, skønt han i München var en dygtig bogtrykker. Hans kone er kuet i anden potens af hjemve efter ’det gamle land’ og den efterhånden Quasimodolignende, ondskabsfulde mands forbud mod at tale andet end amerikansk – et sprog, hun aldrig mestrer og derfor tier på. Det går familien ilde, og vejen ad hvilken beskrives virkelig fra alle vinkler og med for mange gentagelser. Men børnene undslipper, dog ikke uden dybe skader, på hver sin vis. Vi følger Rebecca, der efter at have været en anden tabers kone i nogle år flygter fra også hans vold med sin lille forslåede søn. Disse afsnit af den lange roman er en roadmovie og klassisk 50’er- americana, ligesom skildringen af livet som først white trash, siden vantro middelklassefrue. Raketfart på den sociale opstigen Rebecca udskifter både sit og sønnens navne – det er en symbolladet, men flot stramt fortalt historie i sig selv – med hjælp fra en forlibt notar og klarer sig på grund af sin selvdisciplin, sit gode udseende og sin stærke kærlighed til den lille søn, der vokser op med et pianistisk talent. Dette talent ser Rebecca, nu Hazel, som grunden til, at hun overlevede – en miniatureudgave af holocaust-overleveres skyld – og da en rig og musikalsk, god mand forelsker sig i hende, kommer der raketfart på den sociale opstigen. Joyce Carol Oates skildrer psykologien og rovdyrinstinkterne hos en naiv, forslået underhund, der vil overleve, men i øvrigt for alt i verden ikke gøre sig bemærket, og som har en uovervindelig følelse af fremmedhed hos socialt afslappede og liberale arvinger til riget, så man tror på, at sådan er mekanismerne hos begge parter. Her overvindes de dog, så historien får lov at udvikle sig uden flere voldelige dramaer, og vi følger Rebecca til vejs ende – hvor der synes at optræde et lille selvportræt af forfatteren selv. Loyalitet mod det biografiske stof Hun styrer med sikker hånd persongalleriet, så der på de næsten 600 sider er så mange, der skal være, men ikke flere, og lader kun så meget svæve i luften, som man er parat til at acceptere. Grundigheden er som sagt den største fjende i ’Graverens datter’. Efter en træg vandring gennem en kombination af efterkommerens loyalitet mod det biografiske stof og håndværkerens demonstration af sin dygtighed, blev denne læser revet med halvvejs gennem bogen. Cirka der hvor det lysner og hovedpersonen får luft under vingerne. Sproget er velsmurt og smukt, og Susanne Stauns oversættelse er pæn uden at være prangende. Dertil er der lidt for mange udbrud af den såre udbredte sprogpest: amerikanske udtryk med danske ord.