Der er en papegøje, der har forvildet sig ind i Henrik Nordbrandts forfatterskab. Det drejer sig om Long John Silvers tussegamle og betroede papegøje fra Robert Louis Stevensons sørøverroman ’Skatteøen’ (1883), som er dukket op nu hos Nordbrandt under navnet ’Duduk’ i fortællingen ’Lille Duduk og store Godok’. Her skræpper den op og fortæller vidt og bredt om usandsynlige hændelser og sælsomme erfaringer igennem flere århundreder med ’menneskene’, som det hedder, og deres religiøse vanvid. Igennem tykt og især tyndt følger vi papegøjen på dens pikareske færd igennem verden, hvor den med sin ohøj-agtige ikke-forståelse af det, den oplever, udstiller menneskenes vrangforestillinger. En af de få røde tråde i Duduks skrøner er altså religionskritikken, som jo har været en hovedsag i Nordbrandts seneste udgivelser, både lyrik og prosa. Igen er det især det kristne evangelium, der travesteres, med Jesus som Jeppe, og Gud den almægtige som Godok – med hilsen til Beckett. Gammeldags religionskritik Af vanvare kommer Duduk til at spotte Godok ved at kalde ham for en ’myg’, og så er fanden løs blandt de troende. Selve den illustrerede beretning er de bekendelser, Duduk nedfælder, mens han venter på at komme for retten, der skal tage stilling til, om han skal korsfæstes, brændes eller halshugges. Vi befinder os i den bastante afdeling for religionskritik, der sygeliggør gudsdyrkelse. Der er mere Erich Fromm end Søren Kierkegaard i belæringer som disse: »Angsten for friheden viser sig i alt, hvad [menneskene] foretager sig, lige fra den måde, de bygger deres huse og byer på, til deres forestillinger om, hvordan universet hænger sammen. De vil helst have, at det hele skal ligne ét stort fængsel«. Gammeldags og gumpetung kan man roligt kalde denne form for religionskritik, men lignende bestræbelser har dog tidligere givet anledning til god litteratur. Desværre fungerer kritikken i ’Lille Duduk og store Godok’ ikke som andet end en løs tematisk ramme omkring en serie fjollede digressioner. »Grotesk morsom« kaldes bogen på bagsiden. Det første passer, for det er vitterlig en skør fortælling. Men den er kun mådeligt morsom. Long John Silvers poppedreng må gerne flyve videre.