Journalist og klummeskriver Ann Mariager har skrevet en loyal levnedsbeskrivelse af kollegaen Inga Arvad, som blev født i Danmark i 1913 og døde 60 år efter i Arizonas ørken som mor til to drenge og kone til en meget ældre, pensioneret amerikansk rodeorytter.
Smukke Inga Arvad, Miss Danmark 1931, kunne være kommet gevaldigt i klemme efter Anden Verdenskrig på grund af sin begejstrede omgang med Hitler og hans nærmeste, og hun kunne teoretisk set være blevet førstedame i USA, for hun var kæreste med en ung John F. Kennedy ...
Kronologisk levnedsbeskrivelse
Ikke underligt, at Ann Mariager stædigt har søgt og opnået familiens tilladelse til at skrive Arvads historie. Mange andre har måttet opgive. Men Mariager har betalt en høj pris.
Påtvungne eller frivillige hensyn har trukket tænderne ud på, hvad der kunne være blevet et modsætningsfyldt og tankevækkende kvindeportræt, men nu blot er blevet en kronologisk levnedsbeskrivelse. Som sådan spændende nok, bevares.
Allerede som 19-årig sagde den forholdsvis nyslåede og meget berejste Inga Arvad i et interview(!), at hun følte sig »kosmopolitisk, føler mig som alt og intet. Jeg har temmelig meget Tilpasningsevne og vil være i Stand til at indrette mig overalt«. Og det gjorde hun, indrettede sig. Men altid i forreste række.
Mumse-Lumse og Puttepølse
Inga Arvads mor, Olga, blev tidligt enke efter Ingas psykisk skrøbelige far, men hun var også berejst og økonomisk uafhængig og havde datteren som sit eneste projekt.
Mor (’Mumse-Lumse’) og datter (’Puttepølse’) er hele livet tæt knyttede, nærmest veninder, med bramfrie udvekslinger som denne i et brev fra Inga til Olga i 1935 efter en togrejse til Berlin:
»I Toget kedede jeg mig trekvart sammen med min ældre Herre fra Holland, den Type er nu ikke noget for mig. Men da vi stod og vekslede Penge i Warnemünde fik jeg en lille Flirt i gang med Westerby (Lau Westerby, red.), du ved ham fra den store Forretning på Vesterbro, naa, jeg kan se dig rynke slemt på Næsen, du kære Sjæl, men Biksen (et af Københavns førende modehuse, red.) har han afstaaet og trukket sig tilbage med en Masse Skisseloner, og desuden blev det ikke til noget alvorligt«.
Citatet er sigende og typisk med sin kombination af bastant flirt, penge, snobberi (en modehandler er ikke helt fin nok), kynisme og slagfærdighed.
Overvåget af FBI
Et par års ægteskab med en egyptisk diplomatspire, Inga møder i Paris, går bogen let hen over.
Men vi skal jo også videre til alt det andet spændende i hendes liv: en filmhovedrolle, som blev en fiasko, ægteskab med filmens instruktør, eksotiske dokumentarfilmrejser med ham, herunder i rollen som habil telegrafist, kampen for at få fodfæste i amerikansk presse og i 1942 et kærlighedsforhold til en ung og i denne bogs version stadig temmelig banal søofficer ved navn John F. Kennedy – som i øvrigt er ophavsmand til bogens undertitel, »den skandaløse skandinav«.
Inga var overvåget af FBI og stadig gift med sin filminstruktør.
Mistænkt for spionage
Jack Kennedys søster var en af Ingas sjældne veninder – det var mænd, der havde hendes interesse, men med en Kennedy kan man vel gøre en undtagelse.
I 1940, ganske kort før Danmark besættes (hvilket i øvrigt ikke rører hende, så snart hun også har fået mor ud af landet) rejser Inga til USA, hvor hun ønsker statsborgerskab.
I New York kommer Inga helt exceptionelt ind på Columbias privatfinansierede journalistuddannelse, fordi hun bag sig har en af verdens rigeste mænd, den svenske Electroluxejer, Axel Wenner-Gren. Han bliver snart, forståeligt, men grundløst, mistænkt for at spionere for Hitler, ligesom Inga.
Ann Mariager baserer i høj grad sin gengivelse på den meget ældre, men stadig frejdigt kalkulerende Ingas egne erindringer og går desværre slet ikke ind i nogen kildekritisk diskussion af graden af erindringsforskydninger, -pyntninger og -manipulationer i Inga Arvads senere tilbageblik på sit liv.
Masser af sprængstof
Forordets fromme »forbehold over for erindringer om begivenheder, der ligger 30-40 år tilbage« mærker vi ikke meget til.
Ikke et ord om Inga Arvads interesse i sin egen version af historien. Hun var i 1936 i syndikaliserede avisnotitser over hele USA blevet præsenteret som Hitlers idealkvinde og danske publicitychef.
Overalt kom Inga frem og ind, til omverdenens måben, takket være sit udseende, sin charme, sin foretagsomhed og gode, pengestærke forbindelser.
Til sidst ville hun have børn, og så går glansen af historien i denne sammenhæng. Men hun så sig ikke tilbage. Ann Mariager citerer Inga Arvads ene søn for disse ord: »Min mor lod ikke kølvandet vippe sin båd«.
Der er masser af sprængstof i Inga Arvads liv, psykologisk og politisk, men Ann Mariager træder alt for varsomt. Som om et fejltrin ud over det harmløses grænser ville udløse en bombe under hendes møjsommelige research.
Men der er mange måder at sabotere en biografi på.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Deltag i debatten nu
Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
