Gården Bjerg i Midfjord på Islands nordland« kender enhver læsende islænding, for med de ord indledes sagaen om Gretter den Stærke, der voksede op dér i ideligt oprør mod sin far og alle andre autoriteter.

Det sagnomspundne brokkehoveds liv som fredløs på de øde lavamarker og ude på Drangøy danner forbillede for megen senere antiautoritær islandsk digtning og farver også selvforståelsen hos hovedperson og jegfortæller i denne historiske roman: Gudmundur Andrésson, født og opvokset på selv samme gård i 1600-tallets første halvdel.

Offer for sin egen opkæfthed
Originaltitlen betyder nu snarest ’fragmenteret hoved’, fortæller Skyum-Nielsen i sit informative og nyttige efterskrift.

»Jeg bryder mit hoved og føjer brudstykker til brudstykker«, lyder fortællerens egen forklaring i første kapitel. Nå, hovedbrud eller brokkehoved ... lidt kværulant er man vel altid. I hvert fald denne Gudmundur.

Fattig, men velbegavet, ambitiøs og med et særligt talent for spottekvad bliver han et offer for sin egen opkæftethed, men navnlig for lokale såvel som koloniale myndigheders uvidenhed og magtmisbrug.

Vi møder ham i 1649, året efter Christian IV’s død, på bunden af karrieren om end højt til vejrs i en fangecelle i Blåtårns femte stokværk.

Her sidder han og venter, i månedsvis forgæves, på Frederik III’s stillingtagen til hans sag.

Lærde og livslystne venner
Imens skildrer han sin skæbne – med den velberegnede forsinkelse af pointerne, der sammen med den diskret stilsikre sprogpastiche viser Thorarinn Eldjárn (f. 1949 og søn af rigsantikvaren Kristján E., der blev Islands præsident) som en mesterfortæller.

Ikke tilfældigt er fangens eneste medbragte bog Apulejus’ klassiske forvandlings- og lidelseshistorie om ’Det gyldne æsel’, for også Gudmundurs livsløb er mildt sagt omtumlet.

Holdt til bogen af en menneskeklog gammel præst må husmandssønnen døje intriger og ydmygelser fra en nepotis-tisk og uvidende overklasseyngel i skolen på bispesædet Holar – men nyder også gyldne stunder hos få, men lærde og livslystne venner, som han med fryd drikker sig rigtig klog sammen med.

En livsfjendsk lov
I medvind knejser hans ego og iler gerne i forvejen mod drømme om fedt præstekald og standsmæssig kone – og degn når han da at blive.

Men bliver modvinden for strid, spotter Gudmundur bittert sine fjender i krævende versemål, når han da ikke ligefrem graver sig ned i sengehalmen i dådløs vinterdepression.

Som mange af de års andre lærde og normalliderlige mænd – herunder den senere kendte salmedigter Hallgrímur Pétursson, der spiller en birolle i fortællingen – bliver Gudmundur et offer for Altingets vedtagelse i 1564 af den berygtede Store Dom mod ethvert tilløb til skørlevned.

Men mens andre nøjes med at bøde en rigsdaler for den stakåndede glæde – her med den appetitlige tjenestepige Alfridur – må Gudmundur selvfølgelig lige nedskrive sine argumenter mod den livsfjendske lov.

Og da han desuden er runekyndig – og dermed kan mistænkeliggøres for trolddom – har hans fjender ham i saksen. Dvs. i lænker og på vej til Blåtårn.

Dansk uvidenhed og magtfuldkommenhed
Hvordan islændingene her i vor egen tid får det med at pantsætte landet til IMF og den kullede greve i Putins skikkelse, må fremtiden vise.

Fortiden viser den danske kolonimagt i en totalt uflatterende rolle som en massiv legering af uvidenhed og magtfuldkommenhed, der avler oprør og gør islandsk fredløshed synonym med fædrelandskærlighed.

Vi så det også i Einar Kárasons roman ’Nordlys’ (dansk 2001), hvor Gretters efterkommere endte i Stokhuset, straffeanstalten på 1700-tallets Bremerholm.

Eldjárns roman om brokkehovedets vej til Blåtårn (ca. femten år før Leonora Christine) udkom i Island 1996 og er ikke alene en historisk fortælling om kolonivældet i en middelalderlig overtros lange slagskygge over for den tidlige baroks begyndende oplysningstrang.

Lexicon Islandicum
Helt i tråd med Apulejus rummer historien også en tidløs kerne: billedet af menneskers stædige, men ofte magtesløse kamp for at blive herrer over egen skæbne – trods tilfældets åndsfraværende hjerteløshed.

Når Gudmundur Andrésson, den historisk virkelige person såvel som romanfiguren her, ikke bare rådnede op i cellen, har det to forklaringer.

Den ene er bogstaveligt barok: Han faldt ud ad cellevinduet og endte i et af slottets sovekamre, hvor to hoffolk var midt i akten – og omsider blev kongen så opmærksom på ham!

Den anden forklaring kan opmuntre oplysningens forkæmpere og ikke mindst forfattere: Den lærde Ole Worm fik den runekyndige islænding sat i gang med at skrive det Lexicon Islandicum, som faktisk udkom i hans navn i 1683, nitten år efter hans død.

Ordkløverens kærlighed til ordene blev hans redning.