At den norske forfatter Per Petterson har fået et stort internationalt gennembrud med ’Ud og stjæle heste’ er lige så forbløffende som opmuntrende.
Pettersons dæmpede realisme er jo nærmest en rendyrket antitese til den grasserende begivenhedskultur. Her er hverken stiltræk fra krimien eller postmoderne krumspring tryllet frem af en overlegen encyklopædisk fortæller. Ja, Petterson skriver såmænd bare, så man næsten skulle tro, at han sad et sted i Norge med røde ører og undrede sig lidt over postyret. Men det er jo på en måde lige netop hemmeligheden. Per Pettersons litteratur er en oase af ukrukket stilfinhed og jordnær klogskab. Man læser ham, synes jeg, med samme glæde som man læser Marilynne Robinson og med samme frydefulde skræk som man læser Raymond Carver. For her møder man midt i de tilsyneladende hverdagsagtige beskrivelser et røntgenblik, der uden at trænge sig på gennemlyser den menneskelige motivverden, så man griber sig selv i pludselig at føle sig splitternøgen og forsvarsløs midt i læsningen. Jo, det var sådan, det var. De mest akavede øjeblikke. Antydningerne om en dybere sammenhæng i dagenes begivenheder, der lige præcis undslap dig, da det gjaldt. Den gode vilje, der blev til klumper af kartoffelmel i munden og stivnet tyngde i lemmerne i stedet for rask handling. En anonym tryllekunstner Per Pettersons litteratur er hemmelighedsfuld på en lidt gammeldags, diskret måde. Her er intet stukket under stolen. Alligevel står der så meget gemt mellem linjerne og bag ordene. Han er en anonym tryllekunstner, der både har tillid til sin kunst og sine læseres indlevelsesevne.
