Hjemme hos Anton tager de den med ro. Far spiser pomser, og mor spiller guitar, mens drengens mani fylder stuen op - med sten.
De ligger og putter sig alle vegne sammen med hans legetøj. Hver dag redder Anton en ny sten fra ensomhed og kulde.
Han vasker den og tørrer den og giver den dyne på, uanset om det er granit eller porfyr. En svagere familie var bukket under, men ikke Antons.
Mørk hund
Svenske Lotta Geffenblad tegner og fortæller om 'Antons sten'. Hun rammer grundfjeldet begge steder. Anton er fremstillet som en hund, men han ligner til forveksling en dreng, der er formørket og besat.
En knytnæve med kroppen spændt og rugende rynker i pelsen i panden. Det er ikke en sund interesse, han har! Men tilsyneladende har forældrene ikke bemærket det. Ikke før en dag, de putter Antons sten ned i guitarkassen og kører ud til stranden, hvor alle de andre sten bor og hygger sig.
Anton kan godt se pointen. De befriede sten boltrer sig nu i vandkanten. I guitarkassen rumler blot en lille, stakkels gren, som lå så ensomt på stenene ...
Handlingens alvor
Teksten er knap og præcis som billederne. Lotta Geffenblad følger sin historie helt til dørs.
Det er en billedbog, der rusker og rammer.
Især på grund af figurernes tyngde og handlingens alvor.
Hvad vil Anton fortælle med alle disse sten? Den gamle floskel om, at her er stof til mange snakke imellem børn og forældre, er på sin plads netop her!
fortsæt med at læse
