Péter Esterházy udgav i 2000 sin kæmpestore roman 'Harmonia Cælestis' (på dansk 2004), der var en elegant, overdådig, legende dekonstruktion af hele begrebet slægtsroman - og derefter en skildring af hans egen familiehistorie, især den elskede og hårdt prøvede faders. Denne del af skildringen var genkendelig, men stadig set gennem postmodernitetens brudte prismer, stadig metalitterær og genstand for sit eget blik. Og så, netop som bogen udkom i Ungarn, fik forfatteren en lussing af virkeligheden: Arkiverne blev åbnet, og det viste sig, at grev Mátyás Esterházy, den elskede fader, i en årrække havde været meddeler eller ligefrem agent for det hemmelige politi.
Hundredevis af citater
Ingen litterære greb kunne redde forfatteren fra den selvransagelse og den omvurdering af historien og forholdet til faderen, der tvang sig på efter afsløringen. Péter Esterházy skrev en ny bog, mere hudløst ærlig end det sprudlende pragtstykke 'Harmonia Cælestis', men dog stadig i den skarpe bevidsthed om skrift og sprog, der er karakteristisk for ham.
Bogen hedder slet og ret 'Revideret udgave', med undertitlen 'bilag til Harmonia Cælestis', og nu er også den blevet oversat til et rigt orkestreret dansk og forsynet med gode noter af næsten-navnefællen Péter Eszterhás.
»Jeg ville inderligt ønske, at kun de, som allerede har læst 'Harmonia Cælestis', skal læse denne bog«, skriver Esterházy allerede på første side. Det er også en fordel at have læst HC (som bogen snart går over til at hedde i teksten), men man behøver ikke at have gjort det for at kunne fornemme, hvad den nye bog drejer sig om.
Den består af mange hundrede citater fra faderens sagsmapper og fra HC, alle trykt med rødt, og rundt om dem i sort forfatterens kommentarer og reaktioner, endda samvittighedsfuldt markeret som reaktioner ved første, anden eller tredje gennemlæsning af manuskriptet. Man forstår den forfærdelige ironi, som Esterházy stod i, mens han delte sin tid mellem oplæsninger af HC og de dertil hørende kommentarer fra læserne (»Hvor er det dog en smuk skildring af Deres far«) på den ene side og arkivarbejdet med de afskyvækkende afsløringer på den anden. Nok til at gøre selv en helgen irritabel og opfarende.
Åndeligt overskud
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























